11. april 2019

Vildas dåb



Vi elsker at gå til barnedåb.
De 13 feer rundt om Torneroses vugge gav hende skønhed, venlighed, klogskab og et godt sovehjerte.
Vi gav lille Vilda en sølvspork og en snittekniv.
En god gave kræver også en helt overdrevet lækker indpakning.  Det er sjovt at give sig tid til at ødsle med ideerne. 


Og skidt med tenen, Vilda! Hvis der kun stod gode feer rundt om spædbarnets vugge, var der ingen eventyr til. Sådan åbner Troels K en af sine rejsebøger, og det passer egentlig meget godt.
❤️

Jeg havde fået en meget ærefuld opgave til dåbsfesten.  Sådan en opgave hvor jeg tager min superheltekappe på, beder nogen om at holde min øl, og så giver den maks. gas.  Nemlig at lave et bål! 


Glade drenge ved ilden


Damerne fik kaffe ved bålet


 I-stole-the-baby-selfie med Vilda <3 

20. marts 2019

Lego med bedstefar

Noget af det man taler om lige for tiden i Danmark er et interview mellem en ung journalist og dansk films grand old lady Ghita Nørby, hvor Ghita med de unge journalisters ord "går amok" på den stakkels interviewer. 
Den unge og åbenbart lidt for pæne Iben ankommer til Ghitas hjem med det lækreste optageudstyr for at fange hver en undertone i dronningens majestætiske tale - det som hun bare har glemt, er at Ghita ikke som Margrethe har underskrevet én eller anden kontrakt på at spille rollen som majestæt.  Ibens uplettede overflade provokerer hende, hun får hele interviewet og journalistens opstillede tedrikkende snakkehygge trukket ned over hovedet, og hun reagerer prompte ved at sparke den smilende pige over skinnebenet - hun prøver med fornærmelser og verbale øretæver nærmest at kradse hul i journalisten. Det lykkes ikke, for Ghita er oppe imod den unge kreative elite, og de er procesfasciliterende, strukturløse, og mindful. Det er i virkeligheden udstillingen af en generationskløft så stor at den har rumklang. Ældre levemenneske meets ung kontrolfreak.   Resultatet er en tåkrummende verbal magtkamp, båndoptaget og udsendt til hele Danmark, og det er ikke særlig flatterende for nogen af de to involverede.

Og jeg har i virkeligheden oplevet det lige herhjemme i min egen stue, bare uden kradseri og magtkamp.  Men der var rumklang på generationskløften, da David i søndags forkyndte, at han i historie havde et emne om familiehistorie, og i den forbindelse ville interviewe bedstefar om hans barndom. Godt bedstefar lige var på besøg, det var en god start, men derfra gik det også ned ad bakke. 
Min far er et levende museum af fortællinger.  Familiehistorie, Danmarkshistorie, Europas historie, idéhistorie og litteraturhistorie.  Han lever stadig midt i det moderne gennembrud, efterkrigstiden, oplysningstiden og Sturm und Drang. Han kunne være spadseret lige ud af Wiens Café Central på den tid hvor både Freud og Adler, Herzl, Kafka, Trotsky og Lenin kom der. 
Han har levet det mest forrygende liv, og han kan fortælle det hele udenad.
Hvordan fanger man lige sådan et livs storhed i et fem minutters interview søndag aften?  David går uimponeret teknisk til sagen.  I-pad på bordet, op i røven med at billedet er skævt, "nu ruller filmen!" introduktionen springer vi over, "Ja, spørgsmål ét er, hvornår blev du født?"  Bedstefar svarer knapt og korrekt.  Manden som kan tale i en time på ét stikord, har intet at tilføje sin fødseldato. 
Hvor blev du født?`
Hvilket arbejde havde din far?
Hvilket arbejde havde din mor?
Lavede din mor og far det samme i hjemmet?
Hvad havde du af pligter i hjemmet?
Bedstefar svarer artigt, men kortfattet - for hvor skal han begynde?  Den ni-årige foran ham fører ikke nogen samtale, han laver bare lektier! Færdig.  David forsvinder op af trappen.  Bedstefar og jeg sidder tilbage med hele familiens og Europas kulturhistorie hvilende på vores skuldre. 
"...du kan jo eventuelt give ham mine memorider, når jeg har skrevet dem færdig...  
...jah, så må vi håbe han læser dem..."

Bagefter bliver bedstefar tvangsindlagt til Lego af Selma

"Jamen, denne her bil kan jo ikke køre, hvis ikke motoren kan fastgøres til karosseriet! Det er et dumt system med de klodser!!"  

Bilen fik en wankelmotor


Ikke helt tilfreds med køretøjet

Selma synes bedstefar er herlig!

18. marts 2019

Fastelavn 2019

Hvordan laver man en fastelavnsdragt mor?

Det er ligemeget om det bliver flot - det skønne er at skabe noget

JEG! HAR! LAVET EN NEDERDEL!
jubi

Abekat

Hr betjent og fru abekat
Mor er en knold til fastelavn...

Tenerife

Efter en uge i isen fløj jeg til Tenerife og blev genforenet med børnene og ham den søde i solen - det var rimelig dejligt.

"Snemand Frost og frøken Tø, mødtes på en sydhavsø.  Snemand Frost som var lidt bleg, spurgte "Må jeg kysse dig?"...
Ja, der var badeture og buffetmad og shoppetur og fri bar og hele svineriet.  Men jeg var tilpas mørbanket efter en uge med frossen posemad og kogt vand, så jeg protesterede ikke. På flyveturen samlede jeg Tante Bine op i Barcelona - Europa føltes dejlig lille den dag.

Lille store verden.  Her en boble med de to dejligste i

Så var det vi sad under palmerne og spiste lasagne med Bine
Hvis man spørger David er det allerbedste ved Tenerife de tamme duer ved stranden.

Torben fik genset verdens største papegøjesamling, og jeg hang bare ud, ømmede mig lidt, og krammede.
David og hans venner, som hedder Børge


Familie med bjerge

Børneyoga på stranden med Bine

Bine har givet Selma "hot stone" massage



Ham den seje oppe på en klippe


Vi spiser kaktusfigner - det kræver skills at få det lækre kød ud af tornedragten uden at få de irriterende små fimrehår på sig.  Det er Torbenfar mester i


En bjergkirke i solskin

Landsbytorvet i den lille oversete by Masca


Picnic i bjergene - det orange er familien

25. februar 2019

Kebnekaise

Bjergbestigning:
man går opad indtil jorden begynder at skråne den anden vej.
Jep - det er magisk fantastisk.



Efter at have øvet os på højdemeter i 2018 (Toubkal med 4200m, og Teide med 3767m) vil mit bjergbestiger-sjak nu lave en kuldetest, og en øvelse i at planlægge og gennemføre en selvhjulpen ekspedition hen til bjerget. 

Ved verdens ende, udsigten fra Kebnekaise mod nordvest. Foto: Asger

Ekspeditionen starter på grejlageret i Silkeborg.
Lørdag aften vikler vi syv isøkser, 3 pulke, fire sneskovle, syv sæt pig-sko, syv klatreseler, 30m reb, syv par snesko og syv hjelme ind i folie og prøver at overtale SAS til at tage pakken med i flyveren. Det blev et nej tak fra SAS' side - tingene passer SLET ikke ind i deres definition af cargo, og alt hvad de ikke kan kategorisere, kan de ikke håndtere.  

Man kan godt fragte snowboards på halvanden meters længde, men ifølge SAS kan en slæde kun være maksimalt 80cm lang. Ellers er det ikke en slæde, og hvad det ellers er, tør de slet ikke tænke på, OG DET KOMMER I HVERT FALD IKKE IND i deres flyver! Punktum.  
Det lykkedes til sidst:

"Jojo, et pulk er skam et slags snowboard!   ...altså, det er et snowboard til ting!"

Lee Ann pakker i 3 kategorier: 1)På kroppen 2) på ryggen 3) i pulken

Jeg pakker bare

Holdet består til at starte med af undertegnede og min ven "fjældræven" - det er os der får de dumme ideer.
Fjældrævens søn er også med.  Han er kendt for at kunne tænde et bål af tre fyrfadslys, og i øvrigt laver han udmærkede pandekager.
Lee Ann som jeg gik på Duborgskolen med i et par år, og som så forsvandt ud i den store vide verden, for nu at være kommet tilbage i mit liv som kinesisk-talende OG ligesindet makker på forskellige eventyr.
Et par pædagoger fra kolbøttefabrikken, der ikke ved hvad de har sagt ja til.
Og til sidst fjeldrævens ven Jens. Hvad er en bjergbestigning uden en god ven!
Han synes det lyder som en glimrende idé at tage med op på Kebnekaise.

Det er det ikke.

Kebnekaise i februar er lukket land. Der er ingen mennesker. For koldt, for mørkt, for mange laviner.
Fjeldstationen er lukket. Der er ingen åbne hytter før lige under toppen. Vejene lukker 20 km derfra i landsbyen Nikkaluokta - som er kendt for at være et af Sveriges koldeste steder.  Vandreleddet op til bjerget er sneet til.
Jeg prøver at skræmme Jens med detaljerne, men han er ikke til at tale fra det - fedt!  Ham kan jeg lide!
Undervejs erfarer vi at vi angiveligt er de første der bestiger Kebnekaise i 2019.

Da jeg stiger ud af flyveren, kan jeg mærke at vi er landet på en fremmed planet. Luftrøret kramper og det river i næseborene da indåndingsluften fryser til is.

Den første nat i teltene bliver der -25grader.    Én troede han var smart og havde taget vintergas med til sin Trangia. Men vintergas virker kun ned til minus 22*, så trangiaen sprutter ikke engang. Én tisser i en pose nede i soveposen, fordi han ikke kan overskue at gå udenfor. Hvad værre er: den medbragte lakridslikør fryser i flasken.
Jeg ligger varmt i mine to soveposer, men foran mit ansigt er der en lille tunnel af is - det er frosset udåndingsluft.  
Når jeg rører på mig, drysser der frosset kondens ned fra teltvæggene. 
Jeg rører ikke ret meget på mig.

Næste morgen pakker vi pulkene - det tager for lang tid. Taskerne er stive af frost, ligesom fingrene.
Dagen går med det smukkeste skiløb ud af vandreleddet ud mod den frosne sø. 

Morgenmad i minusgrader.  Müsli med kogt vand, chokolade, kaffe, og ...kogt vand.

Eventyrinder på tur

Klokken cirka 16 når vi en (lukket) hytte, og slår teltlejren op i læ af de iskolde trævægge der rager forlorent op af sneen. Det er ved at blive mørkt, og de forladte bygninger giver en beroligende følelse af civilisation.

Chokoladepause i kulden

Det viser sig at være en fejl.  Næste gang du skal sove i telt i minus 30 grader så notér dig, at det er bedst at vente med at slå lejr til du faktisk vil sove - også selvom det betyder at vandre i mørke.  Vi har svært ved at holde os varme om aftenen.  Temperaturen rasler ned så hurtigt, at vi kan mærke det gibbe helt ind i ringmusklen.  Der er rim alle steder. Vores termokander fryser til i lågene og bliver ubrugelige. Min tandpasta fryser til is. Det tager mig en times tid at koge vand til alles aftensmad.

Men humøret er højt. Hvad luften mangler af varme, giver vi hinanden med hjælpende hænder og grov humor.   "Jeg laver mad til dig, og du reder min seng."  Det er i øvrigt ganske sjovt at observere hvor vanskeligt og lidt akavet det somme tider er efter sådan en rejse at få grej og relationer filtret ud igen: "Undskyld, har du stadig mine ørepropper?" "Ja - må jeg få min tisseflaske tilbage, eller skal du bruge den?"

Teltlejr for enden af verden

Ved rådslagningen om aftenen er alle på nær én enige om, at det sikreste er at afbryde missionen i morgen, og ikke fjerne sig yderligere fra civilisationen. Det er ikke bare koldt - det er koldere end vi har drømt om. Vi hopper i soveposerne ved 17-tiden og indstiller os på 14 timer i knagende kulde.
Senere erfarer vi, at der har været omkring -37* denne nat.

Næste morgen pakker vi lejren sammen. Vi er 3 der har fået 1.grads forfrysninger på fingrene, 2 har 2. grads forfrysninger (med blærer), den stakkels pædagog har 3. grads forfrysning på venstre storetå.

Jonas' 2.grads forfrysninger

Men vi er også tre som stadig har alle tæer, og gerne vil fortsætte. Da det ser ud til at vend-om gruppen kan klare sig tilbage til bilen og civilisationen med det grej de har, og med min trangia, deler vi os op, og fjeldræven, hans søn og jeg glider videre ud over søen op mod bjerget. De tilbageblevne tager afskedsbilleder og joker med at sætte dem i avisen hvis det bliver det sidste man nogensinde ser af os.  Foran os ligger 14 kilometers vandring med jævn stigning det sidste stykke, inden vi forhåbentlig når til de lukkede bygninger der udgør fjeldstationen.  Der er læ, en nødtelefon, og en tom følelse af civilisation.

De tre tossede

Ud i det hvide

Dagen bliver latterligt smuk.   Solen skinner, vi ser en lille gruppe vildrener trave rundt i den kummerlige birkeskov og lede efter lav og bark.  
Der er sne og is på træerne, som ellers kun en disneytegner er romantisk nok til at tegne det.
Vi følger et rævespor.



Da vi vil koge vand til frokost, tænder vores sidste Trangia ikke.
Vi samler sammen til et fint lille (stort) bål, men vores lighter er gået i frostblokade, og splintrer i fire stykker.  Reservelighter og tændstikker har vend-om holdet fået med sig. 
Jamen så fylder vi da bare en vandtæt pose med sne, pakker den ind under trøjen, og går videre.
Sneposen og jeg har de næste par timer en indædt armlægning om, hvorvidt det er mig der skal varme den op, eller dén der skal køle mig af.
Asger finder en bæk med underafkølet vand, vi fylder drikkedunkene.  Vi må drikke hurtigt, for mens vi drikker, fryser vandet til is med en knasende, knirkende lyd - det tager få sekunder.
Vi går videre med fuld mave og brainfreeze.

Terrænet bliver stejlere.
Jeg bytter pulk med én af de andre, hans er så tung som et anker og jeg skifter skiene ud med snesko for at stå fast.
Det bliver mørkt.
Vi kan se orienteringslyset fra fjeldstationen foran os, som et fyrtårn.
Det fyger forfra, det er bælgmørkt, og der er ikke noget spor at følge.
Næste skridt.
Næste skridt.
Næste skridt.
Næste skridt.
Næste skridt.
Til hverdag kan vores hjerne tænke laaange og dybe tanker, men under dette pres kan den fokusere på én eneste ting, time efter time.  Det plejer at kræve al min viljestyrke at koncentrere mig længe nok om min computerskærm til nem-id har åbnet. Men idag går vi hele dagen, og fra solnedgang klokken cirka 15:30 til cirka klokken 23 holder vi ingen pauser.  I de syv en halv timer har jeg ikke tænkt andre tanker end:
"Næste skridt.
Hvor er stien?
Er de to andre med?
Tørstig.
Kom nu.
Næste skridt."

Og til sidst:
"Jeg kan lugte røg"

Jo!! Der er røg op af en skorsten på fjeldstationen!
Vi banker ikke på med det samme - sidder bare på trappen og splatter ud. 10 minutters bad-ass glad tavshed.
Det viser sig at være tømrere der går og reparerer ting på hytterne.  De giver os (flydende) vand og en pakke tændstikker. Nåja, og så låser de også op til vandrehjemmet, og vi får lov at indtage en af hytterne med elektricitet, radiator og køjesenge. 
Jeg er helt godt tilfreds med den drejning historien tager, men det fylder egentlig ikke så meget lige nu - det virker faktisk helt naturligt at der står en køjeseng til os heroppe!

Solopgang ved verdens ende

Næste morgen tager vi tidligt afsted på toptur i god tid.  laver vi pandekager med chokolade til morgenmad og begiver os afsted mod toppen ved ellevetiden, da solen har fået godt fat. Det er turens mest luksuriøse stund, og en tåbelig fejl:  vi sløser med morgentimerne. Husk det, når du skal bjergbestige næste gang!

Ufattelig luksus!

Der er 8 kilometers bjergbestigning foran os, hele turen er estimeret til 10-12 timer i godt vejr. Efter en kilometers penge opdager vi at vi har glemt vores termokande med vand. Jeg vender om og henter den, og vinker mentalt farvel til at nå toppen. På bjergbestigninger tæller man timer, og beregner "required turn-around-time" alt efter forblivende dagslys, terræn, vejr og tempo.

Vi får en skøn dag med bjergbestigning i solskin. Vi når meget længere end jeg ville have håbet på,
oog lidt længere endnu - det er et stille og roligt, udholdende team, og jeg nyder det i fulde drag.





Fotos: Asger

Vores højeste punkt bliver bjergkammen under sydtoppen - det er på højeste tid at gå ned. Vi er løbet tør for vand for lang tid siden, mørket falder på, terrænet er stejlt og vanskeligt.

Foto: Asger

Tilbage i hytten har vi fået selskab af 5 tyske vandrere, der har taget vandreturen gennem dalene fra Abisko hertil.  De har været afsted i telt i en uge, og nu blegner vores to nætter en lille smule i sammenligning. Men hvad faen, der er jo ikke to ture der er ens.
Vi udveksler alligevel snackopskrifter og morgenmüsli.

Næste dag tager Asger og jeg en lille dagsudflugt til "Elsas bro" hvor vi holder picnic i det hvide blandt klipperne. Picnic = kogt vand og frosset chokolade.


På vej til Elsas bro

En flækket rullesten - med Asger i

Imens har fjeldræven sørget for en rigtig vildmarkstaxa: tømrerne får deres materialer leveret ud til stationen med snescooter, og vi får et lift med tilbage til civilisationen. 
Held er at vinde i Lotto.  Svineheld er, at gå til verdens ende og få et snescooterlift hjem.

I Nikka er der hjertelig genforening med resten af vores hold - på nær den stakkels pædagog. Han er på hospitalet med forfrysninger.  Sikke en tur.

"Vores Trangia gik i udu! Og vores lighter."
"Jamen hvad så med vand??" spørger vores venner.
"Jah.... ikke så meget..."

"Hvad med lavinerne?!" spørger de.
"Vi mødte ikke nogen!"  svarer jeg - nu lidt mere kækt end aftenen i forvejen, ude i mørket, i slugten, da sneen satte sig under os med et tordendrøn.

Nede igen.  Alt er godt og nattens mørke regnbuer folder sig lydløst ud over os. Foto: Lee Ann

Magisk fantastisk.  Foto: Lee Ann