Kebnekaise

Bjergbestigning:
man går opad indtil jorden begynder at skråne den anden vej.
Jep - det er magisk fantastisk.

Efter at have øvet os på højdemeter i 2018 (Toubkal med 4200m, og Teide med 3767m) vil mit bjergbestiger-sjak nu lave en kuldetest, og en øvelse i at planlægge og gennemføre en selvhjulpen ekspedition hen til bjerget. 

Ved verdens ende, udsigten fra Kebnekaise mod nordvest. Foto: Asger

Ekspeditionen starter på grejlageret i Silkeborg.
Lørdag aften vikler vi syv isøkser, 3 pulke, fire sneskovle, syv sæt pig-sko, syv klatreseler, 30m reb, syv par snesko og syv hjelme ind i folie og prøver at overtale SAS til at tage pakken med i flyveren. Det blev et nej tak fra SAS' side - tingene passer SLET ikke ind i deres definition af cargo, og alt hvad de ikke kan kategorisere, kan de ikke håndtere.  

Man kan godt fragte snowboards på halvanden meters længde, men ifølge SAS kan en slæde kun være maksimalt 80cm lang. Ellers er det ikke en slæde, og hvad det ellers er, tør de slet ikke tænke på, OG DET KOMMER I HVERT FALD IKKE IND i deres flyver! Punktum.  

Det lykkedes til sidst:

"Jojo, et pulk er skam et slags snowboard!   ...altså, det er et snowboard til ting!"

Lee Ann pakker i 3 kategorier: 1)På kroppen 2) på ryggen 3) i pulken

Jeg pakker bare

Holdet består til at starte med af undertegnede og min ven "fjældræven" - det er os der får de dumme ideer.
Fjældrævens søn er også med.  Han er kendt for at kunne tænde et bål af tre fyrfadslys, og i øvrigt laver han udmærkede pandekager.
Lee Ann som jeg gik på Duborgskolen med i et par år, og som så forsvandt ud i den store vide verden, for nu at være kommet tilbage i mit liv som kinesisk-talende OG ligesindet makker på forskellige eventyr.
Et par pædagoger fra kolbøttefabrikken, der ikke ved hvad de har sagt ja til.
Og til sidst fjeldrævens ven Jens. Hvad er en bjergbestigning uden en god ven!
Han synes det lyder som en glimrende idé at tage med op på Kebnekaise.

Det er det ikke.

Kebnekaise i februar er lukket land. Der er ingen mennesker. For koldt, for mørkt, for mange laviner.
Fjeldstationen er lukket. Der er ingen åbne hytter før lige under toppen. Vejene lukker 20 km derfra i landsbyen Nikkaluokta - som er kendt for at være et af Sveriges koldeste steder.  Vandreleddet op til bjerget er sneet til.
Jeg prøver at skræmme Jens med detaljerne, men han er ikke til at tale fra det - fedt!  Ham kan jeg lide!
Undervejs erfarer vi at vi angiveligt er de første der bestiger Kebnekaise i 2019.

Da jeg stiger ud af flyveren, kan jeg mærke at vi er landet på en fremmed planet. Luftrøret kramper og det river i næseborene da indåndingsluften fryser til is.

Den første nat i teltene bliver der -25grader.    Én troede han var smart og havde taget vintergas med til sin Trangia. Men vintergas virker kun ned til minus 22*, så trangiaen sprutter ikke engang. Én tisser i en pose nede i soveposen, fordi han ikke kan overskue at gå udenfor. Hvad værre er: den medbragte lakridslikør fryser i flasken.

Jeg ligger varmt i mine to soveposer, men foran mit ansigt er der en lille tunnel af is - det er frosset udåndingsluft.  

Når jeg rører på mig, drysser der frosset kondens ned fra teltvæggene. 

Jeg rører ikke ret meget på mig.

Næste morgen pakker vi pulkene - det tager for lang tid. Taskerne er stive af frost, ligesom fingrene.

Dagen går med det smukkeste skiløb ud af vandreleddet ud mod den frosne sø. 

Morgenmad i minusgrader.  Müsli med kogt vand, chokolade, kaffe, og ...kogt vand.

Eventyrinder på tur

Klokken cirka 16 når vi en (lukket) hytte, og slår teltlejren op i læ af de iskolde trævægge der rager forlorent op af sneen. Det er ved at blive mørkt, og de forladte bygninger giver en beroligende følelse af civilisation.

Chokoladepause i kulden

Det viser sig at være en fejl.  Næste gang du skal sove i telt i minus 30 grader så notér dig, at det er bedst at vente med at slå lejr til du faktisk vil sove - også selvom det betyder at vandre i mørke.  Vi har svært ved at holde os varme om aftenen.  Temperaturen rasler ned så hurtigt, at vi kan mærke det gibbe helt ind i ringmusklen.  Der er rim alle steder. Vores termokander fryser til i lågene og bliver ubrugelige. Min tandpasta fryser til is. Det tager mig en times tid at koge vand til alles aftensmad.

Men humøret er højt. Hvad luften mangler af varme, giver vi hinanden med hjælpende hænder og grov humor.   "Jeg laver mad til dig, og du reder min seng."  Det er i øvrigt ganske sjovt at observere hvor vanskeligt og lidt akavet det somme tider er efter sådan en rejse at få grej og relationer filtret ud igen: "Undskyld, har du stadig mine ørepropper?" "Ja - må jeg få min tisseflaske tilbage, eller skal du bruge den?"

Teltlejr for enden af verden

Ved rådslagningen om aftenen er alle på nær én enige om, at det sikreste er at afbryde missionen i morgen, og ikke fjerne sig yderligere fra civilisationen. Det er ikke bare koldt - det er koldere end vi har drømt om. Vi hopper i soveposerne ved 17-tiden og indstiller os på 14 timer i knagende kulde.
Senere erfarer vi, at der har været omkring -37* denne nat.

Næste morgen pakker vi lejren sammen. Vi er 3 der har fået 1.grads forfrysninger på fingrene, 2 har 2. grads forfrysninger (med blærer), den stakkels pædagog har 3. grads forfrysning på venstre storetå.

Jonas' 2.grads forfrysninger

Men vi er også tre som stadig har alle tæer, og gerne vil fortsætte. Da det ser ud til at vend-om gruppen kan klare sig tilbage til bilen og civilisationen med det grej de har, og med min trangia, deler vi os op, og fjeldræven, hans søn og jeg glider videre ud over søen op mod bjerget. De tilbageblevne tager afskedsbilleder og joker med at sætte dem i avisen hvis det bliver det sidste man nogensinde ser af os.  Foran os ligger 14 kilometers vandring med jævn stigning det sidste stykke, inden vi forhåbentlig når til de lukkede bygninger der udgør fjeldstationen.  Der er læ, en nødtelefon, og en tom følelse af civilisation.

De tre tossede

Ud i det hvide

Dagen bliver latterligt smuk.   Solen skinner, vi ser en lille gruppe vildrener trave rundt i den kummerlige birkeskov og lede efter lav og bark.  

Der er sne og is på træerne, som ellers kun en disneytegner er romantisk nok til at tegne det.
Vi følger et rævespor.



Da vi vil koge vand til frokost, tænder vores sidste Trangia ikke.
Vi samler sammen til et fint lille (stort) bål, men vores lighter er gået i frostblokade, og splintrer i fire stykker.  Reservelighter og tændstikker har vend-om holdet fået med sig. 

Jamen så fylder vi da bare en vandtæt pose med sne, pakker den ind under trøjen, og går videre.
Sneposen og jeg har de næste par timer en indædt armlægning om, hvorvidt det er mig der skal varme den op, eller dén der skal køle mig af.
Asger finder en bæk med underafkølet vand, vi fylder drikkedunkene.  Vi må drikke hurtigt, for mens vi drikker, fryser vandet til is med en knasende, knirkende lyd - det tager få sekunder.
Vi går videre med fuld mave og brainfreeze.

Terrænet bliver stejlere.
Jeg bytter pulk med én af de andre, hans er så tung som et anker og jeg skifter skiene ud med snesko for at stå fast.
Det bliver mørkt.
Vi kan se orienteringslyset fra fjeldstationen foran os, som et fyrtårn.
Det fyger forfra, det er bælgmørkt, og der er ikke noget spor at følge.
Næste skridt.
Næste skridt.
Næste skridt.
Næste skridt.
Næste skridt.
Til hverdag kan vores hjerne tænke laaange og dybe tanker, men under dette pres kan den fokusere på én eneste ting, time efter time.  Det plejer at kræve al min viljestyrke at koncentrere mig længe nok om min computerskærm til nem-id har åbnet. Men idag går vi hele dagen, og fra solnedgang klokken cirka 15:30 til cirka klokken 23 holder vi ingen pauser.  I de syv en halv timer har jeg ikke tænkt andre tanker end:
"Næste skridt.
Hvor er stien?
Er de to andre med?
Tørstig.
Kom nu.
Næste skridt."

Og til sidst:
"Jeg kan lugte røg"

Jo!! Der er røg op af en skorsten på fjeldstationen!
Vi banker ikke på med det samme - sidder bare på trappen og splatter ud. 10 minutters bad-ass glad tavshed.
Det viser sig at være tømrere der går og reparerer ting på hytterne.  De giver os (flydende) vand og en pakke tændstikker. Nåja, og så låser de også op til vandrehjemmet, og vi får lov at indtage en af hytterne med elektricitet, radiator og køjesenge. 

Jeg er helt godt tilfreds med den drejning historien tager, men det fylder egentlig ikke så meget lige nu - det virker faktisk helt naturligt at der står en køjeseng til os heroppe!

Solopgang ved verdens ende

Næste morgen tager vi tidligt afsted på toptur i god tid.  laver vi pandekager med chokolade til morgenmad og begiver os afsted mod toppen ved ellevetiden, da solen har fået godt fat. Det er turens mest luksuriøse stund, og en tåbelig fejl:  vi sløser med morgentimerne. Husk det, når du skal bjergbestige næste gang!

Ufattelig luksus!

Der er 8 kilometers bjergbestigning foran os, hele turen er estimeret til 10-12 timer i godt vejr. Efter en kilometers penge opdager vi at vi har glemt vores termokande med vand. Jeg vender om og henter den, og vinker mentalt farvel til at nå toppen. På bjergbestigninger tæller man timer, og beregner "required turn-around-time" alt efter forblivende dagslys, terræn, vejr og tempo.

Vi får en skøn dag med bjergbestigning i solskin. Vi når meget længere end jeg ville have håbet på,
oog lidt længere endnu - det er et stille og roligt, udholdende team, og jeg nyder det i fulde drag.

Fotos: Asger

Vores højeste punkt bliver bjergkammen under sydtoppen - det er på højeste tid at gå ned. Vi er løbet tør for vand for lang tid siden, mørket falder på, terrænet er stejlt og vanskeligt.

Foto: Asger

Tilbage i hytten har vi fået selskab af 5 tyske vandrere, der har taget vandreturen gennem dalene fra Abisko hertil.  De har været afsted i telt i en uge, og nu blegner vores to nætter en lille smule i sammenligning. Men hvad faen, der er jo ikke to ture der er ens.
Vi udveksler alligevel snackopskrifter og morgenmüsli.

Næste dag tager Asger og jeg en lille dagsudflugt til "Elsas bro" hvor vi holder picnic i det hvide blandt klipperne. Picnic = kogt vand og frosset chokolade.

På vej til Elsas bro

En flækket rullesten - med Asger i

Imens har fjeldræven sørget for en rigtig vildmarkstaxa: tømrerne får deres materialer leveret ud til stationen med snescooter, og vi får et lift med tilbage til civilisationen. 
Held er at vinde i Lotto.  Svineheld er, at gå til verdens ende og få et snescooterlift hjem.

I Nikka er der hjertelig genforening med resten af vores hold - på nær den stakkels pædagog. Han er på hospitalet med forfrysninger.  Sikke en tur.

"Vores Trangia gik i udu! Og vores lighter."
"Jamen hvad så med vand??" spørger vores venner.
"Jah.... ikke så meget..."

"Hvad med lavinerne?!" spørger de.
"Vi mødte ikke nogen!"  svarer jeg - nu lidt mere kækt end aftenen i forvejen, ude i mørket, i slugten, da sneen satte sig under os med et tordendrøn.

Nede igen.  Alt er godt og nattens mørke regnbuer folder sig lydløst ud over os. Foto: Lee Ann

Magisk fantastisk.  Foto: Lee Ann