Jeg er ved at lære noget nyt. Nemlig at læne mig tilbage og gøre ingenting, og så se hvad der sker. Der sker helt utrolige ting. Det starter med at jeg får en idé, og så
lader jeg være med at råbe højt ”Jeg har en idé!!”. Så kalder jeg ikke sammen til et møde, uddelegerer ikke opgaver og stiller mig ikke op og laver
en plan efter at have spurgt rundt om der er nogen andre der har lyst til lige
at stille sig op og lave en plan. Jeg prøver ikke at inddrage alle i planen og
behøver ikke at spørge om vi ”alle sammen er enige, iggås?!”, og jeg ender ikke
med at stå med alt arbejdet selv og undskylde for det ovenikøbet.
I stedet gør jeg bare ingenting
når jeg får en idé.
Jo bevares,
indimellem snupper jeg da en idé, og så sker den bare, men jeg siger det ikke
til nogen. Så har jeg hemmelige planer, som jeg sysler med helt uden at genere
nogen med det. Og lige pludselig står der måske en pokemon-lagkage i køleskabet, og Torbenfar han tager det helt afslappet.
Og jo bevares, ind i mellem
smutter det da, som for eksempel da jeg råbte ud over hele Facebook om der var nogen der
ville med ned til Georgien og anlægge en transkaukasisk vandrerute - det var en
smutter, og folk var også påfaldende stille efterfølgende, og jeg tror jeg
mistede et par overfladiske hule venskaber lige dér, på den måde var det jo godt nok.
Men i søndags lænede jeg mig helt
tilbage. NOGEN planlagde et
familiearrangement for 1.b. Og HELT uden
at jeg rørte en finger så valgte de at lægge det ud på Djurslands smukkeste
adresse, nemlig Karpenhøj Naturcenter, midt mellem bålpladsen, shelterne,
lavvuen, klatretræerne, vådbiotopen, bikuberne, langbordene, bakkedragene med
de mange rovfuglevenlige termikker, Helgenæs mod syd og havet næsten hele vejen
rundt.
 |
| Byens bedste børn ved langbordene! Foto: Betina |
Der var også kage. Helt uden at
jeg bagte. Det var en belastningsprøve af magelighedskonceptet, og jeg kom da også til at
stå for udskåret frugt - det er så tæt på at gøre ingenting som
jeg kan komme lige nu. Jeg kom bare, sammen med ungerne og frugt i både og en lille bitte taske
fuld af natur-legetøj, hvis nu børnene ikke skulle kunne finde ud af at lege i
naturen (endnu en smutter, der virkelig viser hvor galt det har været fat!) Og helt overflødigt, jeg så ikke børnene
overhovedet undtagen når de skulle hen og have et knus, hjælpes med en
tissetår, eller informere mig om at de have tænkt sig at tage et stykke kage
mere.
 |
 |
 |
 |
Helt uden at jeg gjorde noget som
helst for det sprang Victorias mor ud som socialrådgiver i børn og ungeteam,
så vi kunne sidde og nørde udsatte unge som er noget at det jeg elsker
allermest.
Og da folk begyndte at drible
hjem, fortsatte jeg bare med at gøre ingenting, og blev siddende på min bænk i
solen sammen med Valdemars far, hvor vi blev enige om verdensituationen helt af
os selv.
Og før eftermiddagen var gået var
der lige pludselig en plan om overnatning i shelterne - næste weekend. Jeg ved ikke hvor den kom fra, men jeg er
sikker på at jeg på intet tidspunkt brugte sætningen ”Jeg har en idé”, og jeg
har ikke indkaldt til noget møde OVERHOVEDET.
 |
