18. juli 2020

#Åbenthuspåøerne: Læsø

Vores bud på en to-dages tur til Læsø:

Ingredienser:
1 stk sommerhjælpepakke (kan undlades)
1 stk glad familie
4 soveposer
3-4 liggeunderlag
4 cykelhjelme (!)
4 port. camping-venlig morgenmad (dvs noget der ikke skal køles ned, og kan være i en rygsæk)
Evt. optænding til bål 
Fremgangsmåde:

Reservér cyklerne et par dage i forvejen på tlf. 40449478.  Kim fra Jarvis Cykler kan være svær at få fat i, du skal fange ham mens han tilfældigvis er nede i cykelbutikken. Rammer du forbi disse tidspunkter og vover du at ringe igen på selve dagen, får du et møgfald, og må stille dig pænt bagerst i køen. 

Tag færgen 10:30 fra Frederikshavn til Læsø.  Vandt du ikke lotteriet om en cykelreservation, skal du lidt gesvindt fra færgen, og jogge de 200m ned ad vejen (der er kun én), til Jarvis cykler kommer på venstre hånd.  Drøn i kongelig stil afsted på røde retrocykler, ud mod badesøen lige nordvest for byen Byrum, hvor der ligger to shelterpladser.  


Distancen er ca 6,5km, og jeg anbefaler at tage "bagvejen", der hedder "På Remmerne", det er en hyggelig skovvej der løber lidt forskudt af den meget trafikedelige hovedvej. 
(Hav evt et lille backuptelt eller lignende med, hvis shelterne skulle være optaget, de kan ikke bookes, men der er plads til telte.)
Der er vandpost. 

Efter lejrslagning vil cyklerne rigtig gerne køre gennem Byrum ned til Saltsyderiet, som garanteret er et besøg værd.  Men sandsynligvis kommer I slet ikke dertil, for undervejs skal i forbi den åbne gård "Storhaven", og hvis har mindre børn eller barnlige sjæle med, kommer I ikke videre. 
Der sker dét, at I bliver hængende i Storhaven, og lader saltsyderi være saltsyderi.  
Jeg forklarer ikke hvordan i finder Storhaven - i ender der helt af Jer selv, og i ved, når i er der.

Storhavens grislinger

Torben i snak med et æsel

Bye bye, saltsyderi!

Efter I har fået frokost i Storhaven og ignoreret saltsyderiet i et par timer, skal i på cyklerne for at nå den lange tur ud til Østerby Havn, ca 13km. 

Husk at stoppe op, hvis I er så heldige at spotte et par traner undervejs til Østerby Havn. En familie der forsømte dette og overhalede os, fik af deres far at vide at det var havørne, men de var også dopet på Matadormix, og talte københavnsk, så de kan nok ikke gøre for det.

 Undervejs kan man passende tjekke om havet stadig er koldt, inden det er tid til aftensmad, som bør spises hos familiens ven Bent Rulle, der driver den lille fiskerestaurant "Røget Fjæsing" lige ved havnemolen.  Hans specialitet er ingen hemmelighed. 

Husk masser af pauser undervejs - der er ingen præmie for at komme hurtigt frem.
Pausebillede...


Hjem til teltet gennem de lange solstråler
Hjem til teltet gennem de lange solstråler


Udsigten fra shelteren, lige inden min sengetid:

Vores morgenmad på tur er bananpandekager. Hvad er Jeres?

Næste dag går færgen til fastlandet ved tolvtiden. Der er lige tid til en tur mere forbi kaninland, og på den måde en anden alternativ rute tilbage til Vesterø.  

På vej over kattegat kan man regne lidt på distancen.  Jeg fik det til 47km.