Somme tider når mine børn siger jeg er nederen, så svarer jeg at det er gode forældres job at være nederen.
Og det går fremragende med dét herhjemme.
Idag fx sagde jeg til David, at han måtte tage den sidste is i fryseren, hvorefter Selma prompte vågnede af hendes rævesøvn og også ville have is.
Først blev jeg lidt træt, men så tog jeg modstræbende min bad-mom-heltekappe på og sagde det ligeud:
“Der var kun én is, og den har jeg givet til David.”
Ja, verden brød lidt sammen, og ja, det var virkelig nederen at være Selma.
Det var mega uretfærdigt.
Og det ville blive meget mere nederen at være Selma, hvis ikke hun lærte at takle dét.
Men er der lige nogen der minder mig om at livets næste uretfærdighed skal falde ud til hendes fordel?
Karma is a bitch, David :)
