Til din barnedåb var der ikke samling på tropperne, og under disse forhold kan morfar hverken male eller tale!
Men du skal ikke snydes, og derfor kommer hans tale nu som guest post her på bloggen. Jeg er ikke enig i hans farvevalg på alle punkter, det er jeg sjældent, men når man slår på glasset får man ordet helt for sig selv!
Kære lille ny – kære forældre, slægt og venner !
Et navn er et varsel – eller for at sige det, så alle kan forstå mig: Nomen est omen ! Ved opkaldelser svinger der oftest en smule magi med – således også da din mor og din morbror fik deres navne. En tro på, at lidt af navneforbilledets ånd og karakter fæster bo i den opkaldte. Hvis jeg skulle gå hen og blive fader til et drengebarn her i min høje alderdom (sandsynligheden er næppe ret stor), så er jeg – ihukommende denne magi – ikke i tvivl om, hvad knægten ville komme til at hedde: HENNING – mindre kan ikke gøre det.
Men hvordan ligger landet i dit tilfælde med navne-magien ? Jeg ved det ikke. Mon den berømte Selma Lagerlöf ? Vi famler i blinde. Men lad os kigge lidt på navnets oprindelse.
Inger Marie og/eller Torben har forsøgt at binde mig på ærmet, at Selma er et russisk navn Det er højst tænkeligt, at russere af den finere portion kan finde på at kalde deres døtre Selma – litterært dannede, som de er, og ikke mindst i retning af Skandinavien. Som eksempel herpå må jeg anføre en lille selvoplevet tildragelse derovre fra:
Omkring årsskiftet 1994-95 tilbragte jeg en uges tid i „kirsebærhuset“, et gammelt skovbondehus i den karelske skov lidt nordvest for Sankt Petersborg. Jeg var omgivet af lutter piger: Svetlana, to af hendes døtre, Galina, kollega-veninde til Svetlana med datter – og et par af døtrenes veninder – samt en stor schæferhund (ligeledes af hunkøn). Aftenen gik med skak- og guitarspil, sang, fortælling og deslige. Pludselig slog hunden voldsomt an – der var noget eller nogen på færde uden for huset. Jeg måtte markere mandfolke-profil og gå ud og se, hvad der foregik.
Udenfor i den stjerneklare, dybfrosne vinternat stod en stor, gammel mand på ski med istapper i sit lange skæg, han lignede grangiveligt Hs. Majestæt Kong Vinter. Han var løbet gennem skoven mange kilometer fra jernbanen – og præsenterede sig som Galinas far, ejer af huset. Jeg havde hørt om ham – berømt billedhugger; han havde overlevet Anden Verdenskrig som radiooperatør i russiske krigsfly; og talte af samme grund helt godt tysk. Jeg hjalp ham af med ski og støvler og kavaj osv., og så tren vi ind i stuen. – Hvad hedder du ? spurgte han. – Niels ! Han kiggede rundt på alle pigerne. – Aha ! Nils Holgerson med alle gæssene ! Han kendte sine klassikere – også den store, svenske forfatterinde.
Hermed er vi atter landet ved Selma.
Som ikke er et slavisk navn, men derimod et keltisk. For os, som taler alle sprog, er keltisk jo intet problem, vel ? Selma betyder smuk ! Her fungerer magien udmærket, hvad enhver kan overbevise sig om ved selvsyn.
Smuk bliver du givetvis. Desværre – vi oldtidslevninger, som forlængst har passeret sidste salgsdato, og som snart starter ud på den sidste rejse – vi vil ikke komme til at opleve dig, når du er fuldt udfoldet i al din kommende pragt og herlighed ! Men tro mig: Hver gang du har heldet med dig, vinder, giver og modtager kærlighed – så vil jeg sidde og fryde mig i Valhal eller Elysium (eller hvor jeg havner efter sidste rejse) og løfte mit ølkrus (Valhal) eller vinbæger (Elysium) og få mig en hjertestyrkning på dit fortsatte velgående.
Jeg vil tyvstarte nu ! Og vil bede alle rejse sig, råbe et trefoldigt leve for Selmas gode fremtid - - løfte Jeres bægre og skåle derpå ..
Morfar Niels
"Ej far!" siger jeg så alligevel, for sådan er jeg. "Jeg kan ikke forestille mig at du virkelig kan tvivle på, at det selvfølgelig er Selma Lagerlöf, den første kvindelige litteraturnobelprisvinder, Selma skylder sit første navn!
Det med den russiske oprindelse....tjoh, måske går den på min regning..... måske så du lidt blank ud i ansigtet da jeg sagde vores datter skal hedde Selma... Og måske huskede jeg så pludselig noget om en russisk oprindelse jeg havde læst på en tvivlsom lyserød hjemmeside.... og måske lyste dit ansigt så op i et tilfreds smil!
Ja og så kan jeg jo tilføje at Selma også hedder Johanne, opkaldt efter mormormor Marie Johanne Nielsen, f. Pedersen. Hende som kan se himlen i et stykke havslebet glas, i en hulsten, eller i en lille græsk ø. Men det er en anden historie."