Ting jeg kom til, efter at have fået besked på at sige mere "Nej":
1. Inviterede alle vennerne til nytårsfest.
2. planlagde arbejdets julefest.
 |
| 3. at sige "Jada", da Selma og hendes veninde M.S. spurgte, om de måtte klippe mine spidser.. |
 |
| Der var også den dag, jeg sagde ja til at køre 3 seks-årige til spejder... herunder at få dem alle tre i uniformerne! |
 |
| 4. at afholde klassetur i svømmehallen for Davids klasse, efter at have sendt Selma, og hendes legeaftale, til filmaften i sin klasse. |
5. at drikke rosé med resten af forældrerådet under svømmehalsturen, og tage dem med hjem da vi blev smidt ud af svømmehallen, og holde fredagsbar til klokken halv 4 om morgenen.
6. at tage et par timer i skøjtehal med David søndag aften.
Hvilket blev startskuddet.
For den aften -som i øvrigt var røverhyggelig- så David en plakat, der reklamerede for ét eller andet med sport og fællesskab på isen og en gratis prøvemåned.
Den aften kom jeg hjem med en glad søn, en stor vable efter et par dårligt siddende skøjter, og en tilmeldingsblanket til ishockey.
Lørdagen efter var vi til første træning. Som starter med at man i 40 minutter står i et omklædningsrum og spænder ting fast på sit barn, mens man i stilhed langsomt skræller hele det arrogante lag af sin personlighed, der fik én til (arrogant) at trække på smilebåndet da man læste på hjemmesiden,
"at nye hockeyforældre godt må komme tre kvarter i forvejen for at have god tid til at klæde om". Bagefter er der gudskelov rundstykker til de ydmygede forældre. Der var også ros og anerkendelse til mig, folk kom hen og sagde til mig hvor dygtig mit barn åbenbart er til at stå på skøjter, og er der noget der kan give en omklædnings-kuet Ingermor smilet tilbage, så er det da at folk kommer hen og roser mit barn.
 |
| Mit barn efter tre kvarters tid i omklædningsrummet |
Træneren syntes at David var klar til at komme på et hold. "Der er træning på tirsdag, klokken 16:45!"
Jeg var ikke helt klar.
Skal vi så i omklædningsrum 2 gange om ugen?! Altså, man taper bogstaveligt talt ting fast på sit barns krop med pakketape...
Træneren -en canadier- så ud til at vide hvad jeg tænkte, for han sagde, som for at gøre mig helt klar over hvad jeg var gået ind til: "Han skal så meget på isen som muligt, så det bedste ville være, også at komme i den offentlige åbningstid, så han kan få noget istid."
Dygtig frem eller tilbage. Drengen må selv lære at tage til hockeytræning.
Om tirsdagen tog vi stædigt letbanen mod Århus. Det endte med en forsinkelse, en last-minute taxa til et fjernt stoppested og en ansøgningsblanket om rejsetidsgaranti.
Jamen han kan jo ligeså godt lære at køre på rejsetidsgaranti. Dygtig og letbane frem eller tilbage!
 |
| Jeg hader allerede letbanen og har skrevet sure mails til direktøren |
En svedetur i omklædningsrummet, et mål mod træneren,
(som mor ikke så, fordi hockey går så sindsygt hurtigt og pucken er så forsvindende lille), og flere opmuntrende kommentarer fra trænerne senere, gav jeg mig i kast med at indkøbe udstyr til is-hockey på den blå avis. Ishockey er lidt to sportarter. Forældrebrydning med udstyrskaos på dba og i omklædningsrummet, og børnenes kamp om pucken på isen.
Så nu ligger vi inde med en glad og dygtig ishockeydreng, og en hel rejsekuffert fuld af grej, et månedskort til skøjtehallen og et andet månedskort til letbanen, samt en ny telefon, så han faktisk kan ringe til den taxa når toget er forsinket.
 |
| David klar til kamp mod velcro, snørebånd og frost på køreledningerne |
Det går ikke så godt med at sige nej til ting.
I dag ønskede Selma sig en trompet til jul...
