Noget af det man taler om lige for tiden i Danmark er et interview mellem en ung journalist og dansk films grand old lady Ghita Nørby, hvor Ghita med de unge journalisters ord "går amok" på den stakkels interviewer.
Den unge og åbenbart lidt for pæne Iben ankommer til Ghitas hjem med det lækreste optageudstyr for at fange hver en undertone i dronningens majestætiske tale - det som hun bare har glemt, er at Ghita ikke som Margrethe har underskrevet én eller anden kontrakt på at spille rollen som majestæt. Ibens uplettede overflade provokerer hende, hun får hele interviewet og journalistens opstillede tedrikkende snakkehygge trukket ned over hovedet, og hun reagerer prompte ved at sparke den smilende pige over skinnebenet - hun prøver med fornærmelser og verbale øretæver nærmest at kradse hul i journalisten. Det lykkes ikke, for Ghita er oppe imod den unge kreative elite, og de er procesfasciliterende, strukturløse, og mindful. Det er i virkeligheden udstillingen af en generationskløft så stor at den har rumklang. Ældre levemenneske meets ung kontrolfreak. Resultatet er en tåkrummende verbal magtkamp, båndoptaget og udsendt til hele Danmark, og det er ikke særlig flatterende for nogen af de to involverede.
Og jeg har i virkeligheden oplevet det lige herhjemme i min egen stue, bare uden kradseri og magtkamp. Men der var rumklang på generationskløften, da David i søndags forkyndte, at han i historie havde et emne om familiehistorie, og i den forbindelse ville interviewe bedstefar om hans barndom. Godt bedstefar lige var på besøg, det var en god start, men derfra gik det også ned ad bakke.
Min far er et levende museum af fortællinger. Familiehistorie, Danmarkshistorie, Europas historie, idéhistorie og litteraturhistorie. Han lever stadig midt i det moderne gennembrud, efterkrigstiden, oplysningstiden og Sturm und Drang. Han kunne være spadseret lige ud af Wiens Café Central på den tid hvor både Freud og Adler, Herzl, Kafka, Trotsky og Lenin kom der.
Han har levet det mest forrygende liv, og han kan fortælle det hele udenad.
Hvordan fanger man lige sådan et livs storhed i et fem minutters interview søndag aften? David går uimponeret teknisk til sagen. I-pad på bordet, op i røven med at billedet er skævt, "nu ruller filmen!" introduktionen springer vi over, "Ja, spørgsmål ét er, hvornår blev du født?" Bedstefar svarer knapt og korrekt. Manden som kan tale i en time på ét stikord, har intet at tilføje sin fødseldato.
Hvor blev du født?`
Hvilket arbejde havde din far?
Hvilket arbejde havde din mor?
Lavede din mor og far det samme i hjemmet?
Hvad havde du af pligter i hjemmet?
Bedstefar svarer artigt, men kortfattet - for hvor skal han begynde? Den ni-årige foran ham fører ikke nogen samtale, han laver bare lektier! Færdig. David forsvinder op af trappen. Bedstefar og jeg sidder tilbage med hele familiens og Europas kulturhistorie hvilende på vores skuldre.
"...du kan jo eventuelt give ham mine memorider, når jeg har skrevet dem færdig...
...jah, så må vi håbe han læser dem..."
 |
| Bagefter bliver bedstefar tvangsindlagt til Lego af Selma |
 |
| "Jamen, denne her bil kan jo ikke køre, hvis ikke motoren kan fastgøres til karosseriet! Det er et dumt system med de klodser!!" |
 |
| Bilen fik en wankelmotor |
 |
| Ikke helt tilfreds med køretøjet |
 |
| Selma synes bedstefar er herlig! |
