28. januar 2017

Alene på Slotsvej #4, 5, 6

Dag 4:
Huset ser stadig rent og pænt ud. I morgen aften kommer forældrerådet på besøg, og i stedet for oprydningskamp og pletvis støvsugning, kan jeg bruge adagen før på at bage grapefrugt-souffléer og sy nogle nye betræk til sofaen. 



Grapefrugt-souffléerne blev desværre så luftige at de imploderede, og så var de også lidt for lækre, så jeg spiste dem alle. Startede på en ny, virkelig dårlig serie som jeg aldrig ville kunne få Torben med på.  Den har 6 sæsoner, så jeg bliver lidt presset på tid her de næste dage...

Dag 5:
Forældrerådet kom på besøg.  Jeg plejer at være den der finder på noget andet at snakke om hvis der er optræk til brok over skolen. Opfører gerne en lille stepdans for at undgå brok. Idag endte mødet med at vi skrev en tre sider lang forældreklage over den forsamlede lærergruppe og sendte den til dem alle, inklusiv skolens ledelse.

Dag 6:
Tog hjem til Maya og lille Mila efter arbejde og fik opladet mine baby-batterier.  Rimmy kom hjem, og vi hyggede os med at hidse os op over Trumpdyret. 

Dag 7: Tog på kursus.  Lærte en masse om selvskade.  "Doktor, kan det betegnes som indirekte selvskade at sende sine børn på ferie i en hel uge... og kan man blive psykotisk af savnet?"
Tog ud og spise sushi bagefter med kollegerne for at drukne ensomheden i wasabi og soja. 
Denne uge vil blive husket som "Ingers food festival"...


24. januar 2017

Alene på Slotsvej #3 - dyreshow

Okay, så David har set en papegøje spille kryds og bolle og slukke en ildebrand med en brandbil. Så for at udligne den kosmiske balance over ikke at se ham grine af det, lavede jeg mit eget dyreshow. Her ser man Frida Kalø der ryster fnuller ud af øret. 




Alene på Slotsvej #2

Dag 3:
Fik tilsendt turistbilleder og havde svært ved at tro på de virkelig er SÅ LANGT VÆK! 


Svarede igen ved at sende billeder fra Århus havn, hvor jeg stod sammen med resten af byen og holdt åbningsfest for Aarhus' år som europæisk kulturhovedstad.  Ja, noget måtte jeg jo give mig til!!  Og en lille lysceremoni med 5000 deltagere, anført af Dronningen og afsluttet med openair biograf på siloerne, kæmpefyrværkeri og 70.000 tilskuere var mit bedste bud på en sjov aften.








22. januar 2017

Alene på Slotsvej #1

Børnene er med far på Tenerife for at få lidt sol på maven. Jeg lader dem hygge sig uden min indblanding, og vil i stedet nyde en hel uges alene-tid herhjemme med alle de muligheder det giver, blandt andet at savne dem så meget at jeg får hul i hjertet!

Dag 1: Sikke da en åndssvag idé. Kvalitetstid med farmand, pffft. Hvordan kunne jeg tro at jeg skulle nyde tiden og lave en masse ting jeg ikke plejer, når nu åbenlyst ingen ting har værdi når ikke mine børn er derhjemme til at sige hej!!  Hvordan kunne jeg tænke at det var rart for børnene og torben at opleve noget uden MOAR?! Når nu åbenlyst de meget hellere ville have mig med? Og Torben forstår jo åbenlyst ikke at de kommer til at FRYSE hvis han ikke tager en fleecejakke med... ...ja og selv hvis ikke, er det da godt at have den med for en sikkerheds skyld! 
Jeg skændtes med Torben om fleecejakker i to stive timer. Vorherrebevares. Blev gode venner igen, og dejlige Torben slæbte fleecetrøjer med for at gøre mig glad. 
Kyssede dem alle tre farvel i et kvarters tid. 
Vinkede til dem gennem ruden, 
Tog på kontoret. Videosnakkede med Torben og børnene. Googlede lastminutefly til Tenerife. 
Arbejdede til klokken 19. 
Tog hjem og spiste kage til aftensmad

Dag 2: tog et langt bad og kom alligevel for tidligt på arbejde. Nød arbejdet og blev en time ekstra, bare fordi. Tog brødskorper med hjem til hønsene, men spiste dem i bilen. Handlede mad ind til ugen. Prøvede ikke at gå amok i lækkerier. Det hjalp på den måde at jeg kun købte en LILLE smule børnetøj på  januarudsalg.
Tog hjem og lavede en økologisk rib-eye steak med bagte rodfrugter til mig selv. Og gingerbeer. Men først efter at have støvsuget og vasket gulv og hørt høj musik til. 

Så lidt på Trump spille den af på sig selv og slukkede igen. 
Så "skam" og tudede da ham der er bøsse endelig turde sige det til sine venner, og de bare tog så sødt imod det. 

Skrev til torbenskat of sendte ham blærede billeder af min lækre mad.

15. januar 2017

Selma 4 år!

Selma Johanne, du er den stærkeste pige, den gavmildelste deler, og den stædigste, eftertænksomste, kærligste og mest rummelige lillesøster i verden.  Du lader sindrigt David styre dig med hård hånd. Men hvis andre prøver - må Gud være deres sjæl nådig.  
Du er klog og uforskrækket, og somme tider har David problemer med at opretholde sin storebrors-overlegenhed.  Fx i vandrutsjebaner.  Og i at kunne skrive S'er på sine malerier. Og i vendespil.

Søster og bror beundrer fødselsdagslysene, den kæmpestore gave, og storebrors fødselsdagstegning.
Især storebrors fødselsdagstegning.

Selma har et hår-issue.  Rettere sagt: Selmas far har et hårissue, han vil ikke have Selmas hår klippet, så nu må han selv holde pandehår. 

Det er sjældent at Selma får lov at være prinsessen på Slotsvej.  Men idag har den sædvanlige prinsesse indvilliget i at lade sig degradere til kammerherre

Prinsesse Selma på sin trone, klar til at regere
Kong kammerherre

10 Decemberminder

Julemåneden gik ret "nu'detjuligen-ognu'detjuligen", og ikke så meget "Deeeeejliig er joordeeen", så der blev ikke så mange eftermiddage til at sidde og samle bloghistorier.
Og da der så blev tid til det, fordi min krop gennem en gedigen influenza prøvede at fortælle mig at den trængte til lidt "Dejlig er jorden", så ignorerede jeg den.
Og da den så råbte "DEJLIG ER JORDEN FOR HELVEDE!" ved at give mig en lungebetændelse, så var der faktisk ikke så meget blog over det, for så var jeg bare nedkæmpet.  På den måde hvor man ikke snakker så meget i en periode.

Men her er nogle billeder fra tiden lige op til, der viser hvorfor det var både et par uger i sengen, og en pause frqa bloggen værd:

Selma og jeg bager honningkager.  De blev til honningtvebakker.  Men til gengæld fine at gnave på i madpakken.
Selma ruller dejen. Den bliver bare bedst når den er rullet 100 gange. 

Selma kommer tilbage fra den helt store juletur med Netty, Ester og Em i det fotryllende Tivoli Friheden.

Davids store hype var juleyoga. Her prøver vi at lave "kalenderlyset"

David og hans gamle veninde Freja er på besøg i deres gamle hood Mosegården, for at fodre kaninerne, grisene, ænderne, hønsene, og nisserne Tage og Rosa.

Det var en helt spontan indskydelse.  David har nægtet mig adgang med en saks i et halvt år. Men  duften af Clinique, en smuk frisørinde der flirtede med ham det bedste en kvinde har lært, en sort kappe af ægte silke, og et løfte om en slikkepind fik ham til at sætte sig i frisørstolen og ofre sit garn som en anden Samson.




Åh kære nisse.  Du har betydet så meget i Davids liv, at jeg blev bange for at du ville knuse hans hjerte hvis du legede for længe med hans barnlige tro. Jeg ville ikke drive gæk med hans tro. Så jeg prøvede at smide dig ud.  Jeg prøvede virkelig.  Jeg overtalte endda min mor -som er alle nissers mor!- til at det var bedst sådan.  Men børnene slap dig bare ind ad bagdøren - de byggede simpelthen selv en dør, tapede den fast til væggen, gav dig et juletræ og pyntede det, og fodrede dig med nogle af honningtvebakkerne.  Jeg kan godt forstå at du ikke spiste dem, de er virkelig hårde.  Men David tvivler altså på dig.  Tag dig sammen, hvis du vil være i mine børns liv, nisse!

Klar til julefest på kolbøttefabrikken - temaet er landmandsliv, min kongedisciplin!

Her overvejer jeg seriøst at købe et halstørklæde til min elskede til 900 kroner. Han har nogle virkelig specifikke krav til et halstørklæde, og dét her levede simpelthen ikke op til dem.  På dette tidspunkt her er jeg ved at blive omtåget af feber.

Selma, 4 år.  På hendes fødselsdag ville hun i svømmehal, og hvem kan sige nej til denne her head-tilt?!

Bandidos de la løbehjul på kulturel opdragelsestur.  Om de er der for mumien eller for bakken er ikke til at vide. 

Én bandidos de la løbehjul med ude at handle ind til vennernes julefest.  Bilka i slut december?  Med en fireårig? Og en indkøbsliste på omkring 50 liter drikkevarer? Opskriften på juleræs.  Spontankøb af guldglimmermaske af var kun én af konsekvenserne.

Til julefest.  David giver op på mandelgaven.  Tadikante endte med at få den, men hun donerede den gu'hjælpme til den lille heldige charmetrold! 
Lille juleaften i det allerbedste selskab.  


Dette var min udsigt fra mit sygeleje.  Det er lige omkring hellig-trekonger, og jeg kan ikke få mig skrabet op fra sofaen for at kyle dem ud.