25. juni 2020

#åbenthuspåøerne: Avernakø

Her kommer mit bud på en én-dags hvedebrødstur til én af mine yndlingsøer.  Opskriften her er en familieopskrift, der er udviklet gennem over 100 år, med udvalgte ingredienser.  Den er nem at gå til, latterligt billig, og kræver ingen forberedelse!

Ingredienser:

1 stk.          sommerpakke med gratis færgebilletter til danske øer
1 stk.          Avernakø i det sydfynske øhav     
1 bundt       Familie, kæreste, gamle mor, veninder, eller alternativt: 1 stk sig selv
Evt.            Tilsvarende antal cykler.  Kan erstattes af cykler lejet for 50kr/stk/døgn ved Havnecafeen.

Fremgangsmåde:
1) Stå tidligt op, og pak din rygsæk med badetøj, vindjakke og madpakke.   (Husk vand, der er begrænsede shoppingmuligheder på Avernakø.)

2) Tag til Faaborg.  (Der kører bus fra Odense ca hver time.  Gratis parkering ved havnen).
3) Tag med ø-færgen, afgang klokken 10:00 (sejlturen varer ca en time) 

4) Stå af færgen på Avernakø.   Dvs. lad være med at stå af færgen på Lyø.

5) Der er cykeludlejning på havnen, hvis I ikke selv har cykler med.  Kør ud ad den lille vej ind på øen - der er kun én vej. Den er ensporet, og man hilser på traktorer og postbiler.  I kan krydse øen, som er ca 8km lang, på en god time, men er i også drønet lige forbi majtræet, Avernakø landhotel på den gamle skole, klokkenfrøerne i gadekæret, shelterne på skallevej, jættehøjen på skallevej, "drejet", som er den kunstige forbindelse mellem øen Avernak og øen Korshavn, Hans og Lisas flotte have på Søvang, og Flemmings vejbod, hvor i kan fylde rygsækken med lækkert, lykkeligt lammekød og oksekød af øens longhorn kvæg.

6) Hvis i ikke undervejs er faldet i en picnic-eng og en god badestrand, finder i begge dele helt ude for enden af øen.

7) Når det lakker mod aften, skal I ned til havnen igen, og have aftensmad på Havnecafeen.  Det er et gammelt cykelskur med gourmetmad og søde, driftige iværksættere indeni!  Du kan vælge mellem fire knaldgode retter. 

8) Den sidste færgen til fastlandet går klokken 19:10.  Med mindre det er juli måned, eller fredag.  Der går nemlig også en klokken 21:10.  Men kun indtil 15/9.  Velkommen til Danmarks mest forvirrende sejlplan.

Avernakø, perle i det sydfynske øhav
Avernakø fra luften. 8 km dansk sommer



For at forstå Danmarks mest kryptiske sejlplan kan man enten ringe til rederiet, eller spørge en af de lokale.  Som lokalkendt kan jeg fortælle, at der ALTID er en 19:10-færge fra Avernakø til Faaborg, mens 21:10-færgen er en måskeer. 

Avernakø - Det Sydfynske øhav
Hele min blog er overspammet med billeder fra Avernakø, og ellers er google din ven.  Denne her glade ko er derfor det eneste billede, jeg ellers vil fremhæve fra øen.  Den taler lidt for sig selv. 



21. juni 2020

Hussalg


Vi har nu fornøjelsen af at byde indenfor i denne sjældent udbudte miniature-villa, der overbeviser ved sin gennemført atmosfærefulde indretning og souveræne pladsudnyttelse. 


Den dateres til 1950’erne, men er i 2020 restaureret efter klassisk håndværkstradition, og resultatet er en ejendom, hvor klassisk detaljerigdom og moderne komfort på udsøgt vis går hånd i hånd. Ikke mindst giver de naturrige omgivelser udsøgte muligheder for et aktivt friluftsliv.  


I stueetagen befinder der sig intet mindre end 4 fuldmurede garager med plads til den udsøgte vognpark. 
På førstesalen hilses man velkommen i et pragtfuldt køkken alrum med teakparket og et uforligneligt originalt 60’er køkken med gule klinker og orange fronter, der slår tonen an for hele boligens stil. De fede stuemøbler i funkisstil komplimenterer køkkenet, og løftes optisk af det overnaturlige lysindfald. 


Møblementet udgøres af en stilsikker blanding af håndlavede unika og arkitektklassikere fra 60’erne. Unikke design-skatte sørger for de rette optiske detaljer, der glæder det forkælede øje, og stuen prydes af malerier af den russiske malerinde Svetlana Vedernikova. 



Andensalen er en balsal af et velindrettet sovekammer. Med det livlige og trendige plettapet skabes en stemning af børnefødselsdag og softice, og de romantiske møbler fuldender denne perle af et soveværelse til den store familie. 
Her kan op til fem børn holdes beskæftiget i timevis med leg og middagslure, og den manglende trappe fungerer som effektiv bevægelsesbarriere, så de voksne kan nyde en Aperol Spritz på terrassen imens. 


Bud modtages! 

15. juni 2020

Store Bagedag

"Wettschulden sind Ehrenschulden" vs. "Store Bededagsferie" = 1:0.

Hvis du vil have en virkelig spændende bededagsferie uden for meget bøn og kontemplation, kan du starte med at gætte forkert på, hvem der vinder "Alene i Vildmarken sæson 4", og tabe til én, der ikke engang er psykolog.  Og så skylde en overdrevet lækker fødselsdagskage.  

Så er det en god idé at tjekke på facebook, hvornår vinderen har fødselsdag.  Her har du så mulighed for at overse, at folk siger tillykke dagen EFTER folks fødselsdag.  

Så du kan jo gå rundt rimelig længe og tænke, at du har helt styr på det. Sådan fx cirka et halvt år, indtil du får denne her SMS, netop som du skulle til at sætte dig i haven og bede en bøn for alle de afskaffede helgener: 

10:56:  Hvornår kommer du med kage, Inger?

Når så fødselaren har sendt formel dokumentation for fødselsdag, siger du selvfølgelig "Ikke tale om" til snakken om at lave kage en anden dag, for "Wettschulden sind Ehrenschulden", det er tysk og betyder "Du skal aldrig indgå væddemål".  
Og så er det, du bør begynde at lede efter butikker, der IKKE holder lukket St. Bededag.  Hurra for Fakta, den ugudelige halvkiosk! 

11:31: Faktas dør står altid åben for en presset kagebager. 

Herfra kører det. Feberredninger er min kongedisciplin, og som habil kagebager kan jeg faktisk køre en rimelig god stil med det, der lige er i huset + hvid chokolade og hindbær. 

12:10: Ganachen er allerede på køl. Og ja, den skal teknisk set på køl natten over, men teknisk set er det også næsten det samme som en time i fryseren plus en køretur til Silkeborg pakket ind i frosne ærter.

12:39: Bagetid er bedetid.  Den kan ikke fremskyndes.  Men man kan godt stå og kigge på...

14:11: Jeg har fået forstærkning af hende den festlige.  Vi er fødselsdagspatruljen, vi er på vej, og vi er ikke til at skyde igennem!

15:15:Alt er godt


2. juni 2020

Slanger

Nyeste leg er slanger.  Det startede med, at knægten så noget på youtube, så så han lidt mere, og lidt mere, og pludselig holdt han foredrag om  usynlige øjenlåg, vekselvarme, og double-fangs, byggede sig en hookstick, og erklærede at han ville flytte til Florida sammen med et par piger fra klassen hurtigst muligt, for at blive professionel snake-handler.  
Ja, det kom omtrent samtidig med udgivelsen af den bizarre zoo-psykopat-serie "Tiger-king", og nej, der er ingen sammenhæng dér. 

Har i hørt, hvordan fjernsyn kritiseres for det forhold, at børnene bare skal trykke på en kanp, og så bliver de underholdt?  Jeg er sådan et fjernsyn. Drengen sagde: "Mor, slanger!", og jeg svarede "Det er modtaget, søn!" 
Slanger er nemlig i naturen, så jeg sørgede straks for at sætte mig ind i, hvor de dér slanger er.  Og det har resulteret i, at de næste par års vandreture uden surmuleri vist nok sikret.  At jeg så skal til at se på benløse krybdyr imens, kan jeg godt leve med.

Først tog vi til det hemmelige snoge-sted på Avernakø.  

Ens ansigt, når man har fanget en slange for første gang

No-bullshit-børnene en time senere. Slangehåndtering? Tjek.

Tre uger senere:  Nu skruer vi ambitionerne lidt op.  Se lige denne her lille giftslange!

Det er sgu da egentlig fedt nok, når én af de humanoider man selv har skabt, pludselig kan ting, man ikke selv kan finde ud af, fx fange en hugorm


Samme dag legede vi også lidt med et par stålorm.  Har alle de der benløse krybdyr virkelig været der hele tiden?

Når man er blevet slange-kyndig, vil ens gode ven også gerne med på tur


4. maj 2020

Coronaden #3

Coronaden trækker lidt ud.
I starten var det jo ret sjovt at være firstmover på videomøder (okay, firstmover blandt it-fjerne psykologer i et én-mands terapeutisk team i en mindre virksomhed i Jylland!) og lave hjemmeskole til børnene.
Men nu er jeg den der kører på arbejde som sædvanligt, og kommer hjem med hovedet fuld af problemer jeg ikke kan løse, mens Torben sidder og er klar med løsninger på alverdens problemer i en virksomhed der er lukket ned, mens børnene går i noget, der bliver kaldt skole, men i virkeligheden bare er en politisk feberredning, der skal forældrene til igen at prioritere deres arbejde, mens forskrækkede lærere giver børnene OCD og Corona på det limbiske system, så det eneste de lige nu lærer, er hvordan man vasker hænder og langer en saks til sidekammeraten i den anden ende af lokalet med anvendelse af mest mulig håndsprit. 
Og også dette pensum er kun fra otte til 12:30, hvorefter de keder sig til en eller anden voksen kommer fra arbejde. 

Vi har det gudskelov dejligt når vi er sammen, for andet end at hænge ud, og snakke, og gå ture, og se film sker der vitterligt ikke. 
NOGEN af os elsker det.... andre har....indvendinger.

Dronningen rules!

Kattene holder social distance.  

Ja, memes fylder en del for tiden, og ja, jeg har selv lavet denne her.  Ja, jeg er stolt!

David havde lovet Michelle en kage i fødselsdagsgave.  Vi lavede den selvfølgelig - og spiste den så selv. Nitte for Michelle!

Der var også den dag, hvor jeg gik i Bilka og kun købte kaffe. 


Det er længe siden at børnene var små nok til at jeg havde tålmodighed til at strikke noget til dem.  Men denne her vest, som jeg har strikket på siden Selma var størrelse 4 år, blev da færdig forleden!

Oh ja, min årlige vinduespudsning skete også lige pludselig!

Håndbog i afslappet børnefødselsdag, #11

Efter elleve års skarp træning, er jeg nunede på kun 2 to-do punkter for en god fødselsdag:


1.  Afvent kinesisk dræbervirus, som lukker hele verden ned, så intet kan lade sig gøre.

2. Hav dejlig familie.

3. Så er der ikke flere skridt.


Med en dejlig familie kan man nemlig tage på ekspedition med sin hook-stick på Jernhatten

Når man er 11 år er der åbenbart ikke så meget der bider på én

Flotte alternative gæster til fødselsdagsfest...

Og flotte træstubbe, der ligner Mars

...pandekager i skoven til frokost

Der sker følgende, hvis der kommer en byge på ens fødselsdag: mor finder et kæmpestort egetræ, far bygger et telt af alle vores jakker, alle kryber sammen under dem.... nogen siger at "vi egentlig også bare kunne have beholdt hver vores jakke på..." ...en anden svarer at "det ville jo ikke være SJOVT, vel?!"

Jo jo jo, selvfølgelig var der også kage!

Pigerne brugte dagen i forvejen på at lave det perfekte klatretræ i fødselsdagsgave.  Så gør det heller ikke noget, at Corona har ødelagt postvæsenet og at ens fødselsdagsgave bliver forsinket. 

Han er da ganske vellykket, ham her.