Grunden er selvfølgelig ikke (nogen ville måske sige desværre?) at vi er blevet mere rolige her i familien.
2017 har afspillet sig udendørs, langt fra computeren, hurtigere end jeg kunne fotografere, og de fleste oplevelser har aldrig fundet vej til den virtuelle fame de kunne have fortjent hvis ikke folk havde privatliv, og hvis jeg ikke var videre, længe inden jeg fik sat mig ned og genoplevet dejlige dage i fri genfortælling.
Jeg er mange dage tæt på at lukke bloggen - for det første fordi jeg ikke har tid, og så også fordi jeg ikke har tid. Også lidt på grund af leden ved vores tids bevidstløse afhængighed af den datadrevne pseudosociale puls, den kollektive ofring af integritet og selvrespekt på SoMe-bålet, akkompagneret af hjerter og tommelfingre, som gives i flæng både af ægte kærlighed og af sensationslysten fryd over andres delbare nøgendans og virtuelle forblødninger. Men kun en lille smule. For resten af tiden ved jeg godt at det er denne tid jeg lever i, dette er også en måde vi snakker med hinanden på, jeg elsker at følge med i kære menneskers levede liv, og jeg vil gerne dele og huske vores. Skrive historier om alt det skønne og det smukke og det hyggelige og det mildest talt fantastiske vi oplever, og jeg tror godt at jeg samtidig kan kære mig for privatsfæren og oprigtigheden. Jeg vil gerne huske det livlige, også det fedtede. De fortravlede morgenscener med rodede skoletasker, mudderstinkende elefanthuer, alt for morgenfriske børn og kaffesure forældre.
2017 startede i det der nok bedst kan betegnes min niårige lykkelige familieboble. Jeg har i de sidste 9 år vidst lige præcis hvad mit liv handlede om, nemlig mine dejlige unger og min dejlige mand og vores firehovede dejlighed i det hele taget. Jeg har været fuldstændig saligt tilfreds med lige præcis den familie vi er og det liv vi lever. Inklusiv det mikroskopiske forfaldne hus i skoven, alle de elektroniske dimser som min mand fyldte det op med, det dårligt betalte pendlerjob på det tvivlsomme behandlingssted for de hårdt ramte unge med verdens dårligste fremtidsprognoser. Jeg var alligevel lykkens pamfilius!
Jeg ved ikke om det startede med at jeg kravlede op på et bjerg eller med at vi købte et stort shiny hus, eller med at min yndlingskollega flyttede til staterne, eller med at jeg fik så meget sus i sejlene på arbejdet at jeg glemte at være nok sammen med ungerne, men der fulgte et år hvor jeg har været en lille smule grumpy over alle de valg vi havde truffet, på det vi bruger vores penge på, og vores tid. Jeg har i lang tid ladet Torbenfar styre vores økonomi - af ren og skær desinteresse- men betød det også at han havde styret vores liv, fyldt det med nogle værdier som slet ikke var mine?
Den stakkels mand blev lidt rundforvirret da jeg pludselig begyndte at være utilfreds med alle de materielle goder. Hvordan kan man være utilfreds med at vi har to dejlige biler som altid starter når man drejer nøglen? (men som også koster kassen at holde fine og fejlfri - De går aldrig i stykker, men de er alligevel på værksted mindst 3 gange om året. Hver.).
Eller med at bo i et stort flot hus med masser af plads og gulvvarme og fladskærms-emhætte, som suger stegefedtet ud bedre og mere shiny end nogen anden?! (men som også er 20.000 kroner der hænger på vores væg og larmer, i stedet for at blive til en rejse til Alabama).
Den betryggende pludseligskade-forsikring?! (som vi har to-tre af og aldrig bruger. Og som alligevel ikke dækker min cykel.)
Eller livsforsikringen? (som alligevel ikke dækker bjergbestigning og kitesurfing og ridning - selvom det sandsynligvis er præcis én af de tre ting jeg dør af hvis jeg dør i år!)
Gudskelov er han jo verdens bedste mand, og han forstod det også godt efter et halvt års tid, trods mine ihærdige forsøg på at forklare det virkelig indviklet. Så nu ejer vi godt nok et alt for fint hus på en koteletgrund med ligusterhæk, men jeg har til gengæld fået lov at fylde det med venner jævnligt, og med gammel ragelse fra loppemarkeder, for at tage lidt af det shiny.
Han kom endda med op på et bjerg i 2017, bare for at gøre mig glad. I en klatresele. 911 lodrette meter over Gardasøen. Det var stort og jeg tog overdrevet mange billeder af ham den dag:
Børnene kan kun siges at profitere af Torbenfars og min forskellighed, for det betyder at David har fået BÅDE en mobiltelefon og et pusterør og en økse i julegave, og Selma har fået både Hatchimal og rulleskøjter. De har været på shelterture OG haft årskort til Djurs Sommerland.
Og det store hus har givet os første dejlige storhusminder, fx en jul hvor vi kunne invitere hele familien:
 |
| Plads til kolbøtter |
 |
| Pigerne spiller memory med onkel Torbenfar. Tigeren vil vist også være med. |
 |
| Bedstemor syr |
 |
| Plads til hele familien OG et juletræ OG et bredt udsnit af Fætter BR's produkter |
 |
| Lea og Leafar |
 |
| Selma og Ingermor |
 |
| Guitaren er altid en sikker hyggespreder! |
 |
| Julie går lidt overboard i den glitrende sukkersne |
 |
| Gavehelvede - børnene jubler og bedstefar sidder sikkert ude på badeværelset og ryger i smug! |
 |
| Bedstefar og den batteridrevne hund... |
 |
| ...og sådan slutter juleaften |
Jeg tror ikke man skal tage let på disse spørgsmål. Det er jo hvad vi vælger at bruge vores penge og vores tid på som bestemmer hvad det er for et liv vi lever. Vi har kun denne lille lygte af lys omgivet af evigt mørke, en perlerække af år, som vi kan fylde med alt det gode.
Den første dag i 2018 døde tidligere kammerat Kim af brystkræft - hendes lygte fik kun 29 år.
I nat drømte jeg i den anledning at dagen hvor jeg skulle dø pludselig var kommet. Hektisk begyndte jeg at skrive afskeds-smser til folk: "Tak tak tak for alt..." "Du skal vide at jeg elskede det hele!"
Jeg græd og græd i drømmen, og ville ikke have at alt det dejlige skulle slutte allerede.
Jeg ved ikke om sådan noget egentlig er et mareridt... eller et nytårsforsæt...? Torben syntes det var en god drøm, fordi den jo minder én om at gå til de forebyggende undersøgelser. Jeg syntes den var god fordi den jo minder én om at give den max gas med bjergbestigning og Djurs Sommerland og spændende job og dejlige venner ud over det hele.
(Tænk i øvrigt, at jeg i min drøm vælger at skrive farvel og tak for livet på SMS. Jeg kan glemme alt om at distancere mig fra generation smartphone!)
 |
| Den største glæde er stadig alle de her børn. Og 2018 giver os én mere at vente på og glæde os til, en lille pige som Tadikante smider i puljen til foråret! |
 |
| Så vidt jeg kan tælle bød 2017 på 36 bål udover de bål vi lavede i haven som er umulige at tælle. Her er et af de lidt mere vindblæste af slagsen. Selma har i øvrigt familierekorden med omtrent 100 bål i 2017. |
