Nu har jeg haft dreng i otte år, og har efterhånden lært at der er nogle helt faste punkter til en børnefødsesldag, der SKAL tjekkes af. Fast fremgangsmåde siden ruder konge var knægt. Det er så fast, at det snart bliver en del af at være RIGTIGT dansk, og det kunne sikkert optages i stasborgerskabstesten.
Det drejer sig om følgende punkter: forberedelserne, skattejagten, gavelegen, kagemanden og uheldet.
Forberedelserne
Tager en måneds tid, og kulminerer altid i Bilka.
Man kan få ALT i Bilka. Jeg kom blandt andet til at spontankøbe et spejlkompas denne gang.
Det var David og mig der havde kastet os ud i forberedelsesindkøbet, og da først han havde sikret sig at jeg forpligtede mig på at efterleve de fire obligatoriske punkter, var han dejligt fantasifuld og åbensindet med hensyn til at lave fri variationer over temaerne. Vi belønnede os bagefter med Chargrillede burgere og lidt kompastræning i det store indkøbscenter. Da vi kom hjem gik det op for os at vi var kommet til at købe TO vandmeloner uden at opdage det. Bilkas indkøbsvogne er også bare store og uoverskuelige.
 |
| Der er så stille og roligt i skoven om morgenen, hvor jeg løb ruten af. Det skulle vi hurtigt få ændret! |
Skattejagten
Blev til en lang cykeltur ud i skoven. 1.Bs drenge mødtes lørdag eftermiddag ved Hornslet station med sindene og hjelmene spændt, og så cyklede vi ellers fra de vinkende forældre i en lang smuk række ud i skoven.
Ude i skoven og helt efter aftale blev den pæne række til en bølgende mur af racerdrenge. Efterhånden spredte feltet sig, og fortroppen måtte holde nogle meget, MEGET svære pauser undervejs for at vente på de adstadige.
 |
| KLAR - PARAT - START (Ricko er klart over stregen!) |
Jeg cyklede bagerst sammen med Sam og Ricko, vi snakkede om fodbold. Jeg var helt til grin, og lod mig artigt belære.
Halvvejs ude ved skovsøen var der rast ved højsædet, med vandmelon og Capri Sun. Meget enkelt og til megen glæde!
 |
| Ricko er sjov, og han ved det! |
Den egentlige del af skattejagten havde jeg egentlig tænkt som en teambuilding ting. Drengene skulle plaffe slikposeballoner ned fra et træ med et spyd. På slikposerne stod deres navne, og jeg havde i mit naive sind forestillet mig at de ville skyde tilfældige balloner ned, og så kammeratligt give hinanden slikposerne.
 |
| Spyd"kast"! |
Lad os bare sige det sådan - jeg blev klogere. Hvert år til disse fødselsdage bliver jeg LIDT klogere.
Spydkastningen foregik med militær-styret kø, inklusiv kø-slagsmål. Hver eneste dreng skød målrettet efter sin egen slikpose - my way or the highway! Malthe blev sat på en belastningsprøve da hans slikpose filtrede sig sammen med Valdemars, og han måtte lade sin lykke afhænge af en anden spydkaster!! Jeg afviklede hele seancen så hurtigt og så gelinde som muligt, vi må teambuilde lidt mere til næste år - det kan kun blive bedre!
 |
Nu er der fut i skoven!
|
Uheldet
Det var på den sidste kilometer derud. Der kom PLUDSELIG en stejl bakke nedad, hele bagtroppen satte i sving, hjulene spandt, dækkene summede, gearene kravlede opad, de otte-årige ryttere lænede sig arrigt fremad, de halede ind på dem foran, de fløj ned ad bakken... og røg på næsen. tre styrt, én kiggekø. Én af de faldne stillede sig ind til siden med korslagte arme og forkyndte at han ikke ville længere - ham vurderede jeg til at være OK. David ømmede sig og skar en lidende grimasse - det gik helt sikkert til levesiden med ham. Ricko derimod var styrtet forover i en mudderpyt, han hylede som en slagegris mens han spyttede mudder ud af munden og prøvede at holde sig på alle steder på kroppen på en gang. Stakkels Ricko. Hans forskærm var gået i hjulet, og han havde slået sig slemt alle vegne, og jeg kunne ikke engang rigtig sætte plaster på nogen steder, for det blødte ikke, og det var næsten det værste.
Alle blev dog hurtigt sig selv igen, Ricko blev gnedet af med vådservietter fra top til tå og pakket ind i plaster. Selma blev hentet ned fra bakkens top hvor hun var bremset og ikke turde køre videre uden et fast nakkegreb af en voksen. Planerne om at ville hjem blegnede lige så stille da gaverne kom frem fra taskerne, og det blev tid til næste punkt på dagsordenen.
 |
| Næsten glad igen. Helt glad igen om 2 sekunder når jeg har givet Ingermor et ordentligt strint med vandpistolen. |
Gavelegen
Skal ligge rimelig tidligt i programmet. SKAL være "Den som flaskehalsen peger på", og skal afvikles hurtigt, idet den er enormt kedelig for ALLE andre end fødselsdagsbarnet selv. David fik masser af mønter, penge er nemlig cykeltursvenlige gaver, og nu ligger han hovedrig i sin seng og drømmer om alle de biler han vil købe for pengene.
 |
| Sam ville til gengæld give David "ét eller andet med naturen". Her har han vist ramt plet. |
Kagemanden
Blev i år leveret af Hornslet bageren. Det blev enten en bagerkage, eller en pensionsmoden mor. Bagerkagen var nu udmærket, og den saftige pris fik mig til at føle at jeg havde lavet årets pengedonation til den lokale handel.