Det har ikke været den nemmeste weekend i verden. Ikke fordi kravet til weekender generelt er at de skal være nemme, men der må godt være en bundlinje. En let bund af nemhed som man kan bygge op på.
Frie luftveje er sådan en ting, jeg ville sætte på bundlinjen. Jeg insisterer faktisk på at ånde. Det er da det mindste! Det samme gælder retten til en veltempereret krop. Men for os alle fire har denne ret i den sidste lange tid kostet dyrt. Ti kilometer toiletpapir, et hav af kamillete, bjerge af ingefær og paracetamol. Sukkerovertrukket lægejernurt, skræppe, hyldeblomst, kodriver. Ligemeget hjælper det. Vi har svedt og jamret og snøftet og hostet og harket, jeg kan slet ikke huske hvordan det er at være frisk og rask.
David var den første, og er pt i gang med anden ombæring. Torben var den første til at blive rask igen, til gengæld er hans bil syg. Selma ventede til sidst, men hun har egentlig heller ikke lov til at have feber. Her går jeg og sørger for hun ikke får det dødsensfarlige modermælkserstatning baseret på det højgiftige komælk, og så tager barnet sgu bare en omgang feber i stedet.
Den syge bil er selvfølgelig den der skal have den største omsorg, den kommer på specialklinik i Tyskland og får medicin til titusinde kroner. Loftet er endnu ikke nået, men den har da været spontant indlagt i fire dage dernede nu, med Torben som ufrivillig sygepasser. Hvilket giver undertegnede æren af at passe sig selv, og resten. Uden bil forresten, hvilket bringer både onkel Kristians Clio og morfars Transporter på banen til hhv læge-, brænde-, og blekørsel.
Optur:
1. Det værste der kan ske er gråd og rod
2. Chokolade er godt mod alt
3.Jeg kan trøste to børn samtidig ved at give den ene lov til at give den anden sutten.
4. David har malet det flotteste billede af os alle fire i botanisk have. Nogle af os har endda både arme og næse og ører! Lillesøster er den lille klat ved siden af David, og billedet viser også en bro (det store blå skratterat), stien (den lange blå streg rundt om os) et træ hvor der hænger gaver på (stregen med tværstreger mellem mig og Torben), lidt blod på Davids ører fordi han er væltet og gerne vil have plaster på (det grønne) og en isbod (de 3 små prikker til venstre).
5. "lillesøster må også gerne få en is! En baby-is!"
5. Da David er kælen og gerne vil kløs på ryggen, hvilket lykkes mig samtidig med at jeg holder Selma. "Jeg eeeelsker at blive kløet på ryggen!", siger han. Jeg fortæller at det gør jeg også! David tilbyder mig venligt om ikke han skal klø mig lidt på ryggen, og jeg smelter fordi han er så sød.
6. Nej, det værste ved weekenden var overhovedet ikke gråd og rod, det var kedsomhed!
Da David lørdag morgen sagde "vi gider ikke altid være her i det her bur", tog jeg ved pokker og ungerne, og fragtede os ud i toget til Århus, hvor vi gik rundt og åndede hele eftermiddagen. Det hjalp! Togture er også gode mod alt.
7. Søndag bagte vi en kage med alle smagsstemninger i: chokolade for det søde, chili for det stærke, ribs for det sure, valnødder for det bitre, og lidt salt (for det salte ja!). Så fik vi morfar og Kristian og Henning og hans hund Bamse på besøg, de hjalp også (på det hele), og var gode mod alt (og alle).
![]() |
| Optur: Amo har opfundet nemme kageblandinger til u-nemme weekender. |
Nedtur:
1. Da Torben fredag ringer fra Tyskland og siger at værkstedet ikke havde tid i dag og han må blive til lørdag.
2. Da Torben lørdag ringer fra Tyskland og siger at værkstedet ikke havde tid idag og han må blive til mandag.
3. Da Torben mandag ringer og sår tvivl om hvorvidt værkstedet mon har tid i dag!! Mit hysteri er så udpræget at han lover at komme i dag om så han skal gå! (det, derimod, er faktisk optur!)
4. at kun én af vores gæster gættede én af vores smagselementære kageingredienser. Nej, det er faktisk også en optur, hvis jeg skal være realistisk!
5. Da David finder julekuglerne, og hænger dem op. Jeg tager dem ned. Men han VIL have en klokke at hænge op! Ved verdens største tilfælde ligger der et påskeæg i den første kasse jeg fortvivlet søger en løsning i. Total optur!! Men David ser på den og siger med dirrende læber: "Jeg vil ikke have DEN klokke."
6. Da David ville klø mig på ryggen, og jeg kom til at banke min albue lige ind i hans lille (snot)næse. Hans forurettelse og sårede hjerte var ubærligt!
7. At jeg trodser min feber og min stakkels krop, der trygler om barmhjertighed. I dagevis. Jeg laver morgenmad til ham, og frokost, og aftensmad, og han får vand hver gang han spørger om det. Det gør han gerne. Han er rørstrømst, på tværs, forurettet og imod.
Jeg pudser hans næse, også efter titusind (millioner) snøft. Jeg kravler nede på gulvet og leger at hans legoklodser er løbet ud af deres bur, fire gange i træk, for det gør han også gerne.
Fire timer senere må jeg sande at hans legoklodser ER løbet væk, da jeg træder på dem overalt!
Jeg slæber mig og Selma og ham over skinnerne og ud på togtur, KUN fordi han gør det så gerne, og når han ikke gider gå mere så får han en Fanta.
Indimellem ammer jeg, og gudfrimig om ikke jeg også læser Bambi op for ham samtidig. For hans egen og min egen overlevelse har jeg besluttet at gøre ALT gerne.
Og når så solen går ned kigger han på mig - rørstrømsk, og forurettet:
"Hvornår kommer faar hjem...?"



