28. oktober 2016

Slikmonstre

Halloween er en af de dér fester.... amerikanerne får skylden for den, selvom den oprindeligt  blev bragt til USA som allehelgensaften af de katolske indvandrere, særligt dem fra Irland, hvor festen har endnu ældre rødder i den gæliske og keltiske høstfest.  Men halloween er blevet stylet om til ukendelighed i de 2-300 år i USA.  Skidt med det, uhygge og græskar er fint med os.  Vi pynter op til uhygge på den billlige og nemme måde, nemlig ved at lade spindelvævene hænge lidt i ugerne før!

Efterårsferie i Bomhuset:

Blodmåne over Djursland.  Det sværeste var "Djursland"-delen, men man KAN faktisk se små lys nede til venstre som gør det for Djursland.


Vi spiller spil 
Pepita samler æbler..
...og spiser dem på havregrøden

Busken har pyntet sig i halloweenfarver. En rigtig amerikanerbusk.
Børnene har bygget en hule. 

Vi har så mange æbler i år, at vi forklæder dem som slikmonstre for at få dem spist!
Add caption
Slikmonsteret med sit slikmonster

Han taber både næse og mund hvis han ikke køler lidt af nu...

Slikmonster familien....:




Selma er klar til det tredje sæt tænder....

Moesgaard trail

Kulturelle Ingermor: "Trailløb i Moesgaard lyder sejt...... det skal jeg da med til!"
(Ingermor gør ingenting uden sine veninder, og grundlægger derfor løbeklubben "De Forenede Sydslesvigske Skovtrolde": Kom venner, vi skal på Moesgaard Trailrun!  Kom nu piger, snør skoene! Go Go Go!")


Ambitiøse Ingermor (til sig selv): "Gad vide om jeg kan klare 12km trailen"
(Til veninderne: "Aaaarhh....jeg går bare efter 8km...!")



Begynder-Ingermor presser sig selv for meget.

Ingers øje, næse, øre, skulder og slot.
"Ork, jeg kan da sagtens løbe en tur selvom Torben siger det bliver regnvejr!"
Utålmodige Ingermor: "Arrrhh, det her løberi er sgu anstrengende..... hvornår bliver jeg endelig hurtig?!"
Klog veninde svarer at det er ligemeget med tiden, og vigtigere at man finde sit automatgear.
Overraskede Ingermor finder sit automatgear og løber 15km.
Stærke Ingermor er virkelig stolt af sin krop. Næste morgen (okay, den følgende uge) løber hun derimod ingen vegne.

Travle fuldtidsarbejdende småbørnsfamilieagtige Ingermor får kun løbet om aftenen. 
Opdager det bliver efterår, og løber videre i mørke. Farer vild pga manglende nattesyn. 

Som sagt laver Ingermor intet uden sin squad, og har her lokket sin stakkels Annetteveninde OG alle børnene ud i skoven til ruterekognoscering klokken 20 om aftenen i oktober måned.  Flot.


Virkelighedsjusterede Ingermor løber 8 meget stejle kilometer til Moesgaard Trailløb med rank ryg, mens hun undertrykker en astmatisk rallen.

De forenede sydslesvigske skovtrolde i højt humør.... før løbet.

Men næste år gælder det de 12!

Denne sommers pokémons


Hele verden er blevet invaderet af mærkelige væsner. De er overalt.  Lyssky, og med kejtede bevægelser. Indtil nu har de gemt sig i støvede kældre og formørkede værelser hos mor og far, men nu vandrer de omkring i gader og stræder.   Det er nørderne.  Alle de internetafhængige teenagere. Alle computerspillerne.

De jager pokémons.



Pokémons er lige så mærkelige væsner -  små monstre som åbenbart er usynlige med det blotte øje, men som kan ses igennem skærmen på en iPhone.
En app, der kan afsløre et parallelunivers.

Man fanger dem kun ved at gå rundt i den gammeldags virkelighed med sin mobile parallelunivers-portal.  Det er ret interessant: hele spillet kan koges ned til mærkelige lyssky væsner, der går rundt og fanger små mærkelige lyssky væsner med deres telefon.  Det er virkelig en slags zombie-apokalypse. Nørdernes forældre jager nemlig også pokémons. Og skolebørnene.  Og lærerne.  Og butiksejerne, forretningsfolkene, busschaufførerne, bibliotekarerne....
Hele den forkælede, inaktive, fedmeramte, umotiverede, stressede vestlige verden er kommet ud at gå.  Ja og også den østlige, nordlige og sydlige.
Nogle mennesker er virkelig FORARGEDE over spillet, og virkelig BEKYMREDE for om vi allesammen er ved at blive til autistiske zombies, og jeg overvejede da også at gå den vej, men.... tjah... jeg kan bare virkelig godt lide ideen om at alle kælder-zombierne er kommet ud i dagslyset.  Også hvis de har deres paralell-univers-portal i hånden.  Blandt nørder er der den grundlov, at man er konge hvis man er den første til at gennemføre et spil.  Pokemon Go's konge sagde hans bedste investering i spillet, var et par gode kondisko - han har tabt 13 kg siden han begyndte at jage Pokémons.
Så er der også det der med at når man har en søn på syv, er det bare klogt at blive lidt mere large med hvad man kategoriserer som farligt.


Efter vi således blev overtalt/smittet (på ø-lejr gudhjælpeme! Og endda inden spillet var kommet til Danmark!) er vi selvfølgelig med på bølgen - dog har vi udvidet definitionen af en pokémon lidt.

 




Græshoppe

 
Vi nærmer os forsigtigt en Veloceraptor-pokemon

David har fanget en Rana Temporaria


  
Pikachu af flødeskum og marcipan på kirkegården

En vand-pokemon set ved Vesterhavet


Deling af private oplysninger og samtykke.

Der har været lidt stille her i dagbogen den seneste måned.
Det har noget at gøre med at jeg har været på kursus. På kurser bliver der jo talt meget, og man går virkelig inspireret derfra, og somme tider bringer den inspiration én i en voldsom knibe, og man må gå og vride sig for at finde nye løsninger, indtil man endelig glemmer det man lærte på kurset igen.

Noget der blev talt rigtig meget om var børns grænser, og om hvor mange forældre overskrider deres børns følelsesmæssige grænser uden at tænke over det.  Det var virkelig interessant, lige indtil samtalen drejede ind på det dér med at overskride sit barns følelsesmæssige grænser ved at smide billeder af dem ud på nettet uden at have spurgt dem først.  Så blev jeg lidt stille, og lidt efter bekendte jeg mine bloggende synder, og de andre psykologer var selvfølgelig virkelig forstående, men alligevel havde jeg ikke rigtig lyst til at gå hjem og skrive i blog-dagbogen.
For hvad hvis mine børn ikke er enige i at jeg sender billeder ud af dem til adspurgte og uadspurgte, og i virkeligheden  til gud og hvermand (ingen skal være i tvivl, internettet er et offentligt sted)? Hvad hvis vi fik en stalker?  Hvad hvis børnene en dag ude i fremtiden bliver konfronteret med billeder og historier fra deres barndom af onde mobbende hævngerrige ekskæreste-terrorister?
Er der en hel generation af IT-natives der vokser op og kommer til at ryste på hovedet af den sorgløshed med hvilken jeg omgås internettet og privatsfære?

Det gik jeg og tænkte over det i en måneds tid, indtil det for et par timer siden slog mig, at det sandsynligvis bliver omvendt.  De vil ryste på hovedet af alle mine bekymringer ligesom unge mennesker har rystet på hovedet af deres forældres bekymringer lige siden tetrapoden Tiktaalik til sine forældres store bekymring begyndte at klatre ud af ursuppen for at undersøge jorden over vand for 395 millioner år siden.

Tib og Selmita vil sandsynligvis synes at det er totalt gammeldags at tænke på online fora som et sted der har noget som helst med privatsfære at gøre.

Men der var også spørgsmålet om hvorvidt det er okay at dele billeder og historier af og om dem med andre - især nu hvor de er ved at være så store at de faktisk har en mening om ting.  Det var mildest talt et gennembrud i sagen da jeg kom på den idé at spørge dem.  De synes begge to at det er helt okay.

Spørgsmålet om private oplysninger og samtykke er hermed foreløbigt afklaret, og jeg kan nu med ro i mit gammeldags postmoderne sind, dele videre af vores privatliv.  Jeg samler løbende de mest mindeværdige/de mindst åndssvage dagbogsnotater i en årlig "huskebog", og på et tidspunkt vil jeg lave den sidste.  Måske siger børnene en dag at de vil være med til at skrive på bloggen, og måske overtager de den en dag, eller lukker den, eller sælger den til en multinational koncern, og så må jeg jo tage det derfra.  Her er to virkelig nuttede portrætter.  De tjener som digital underskrift indtil børnene får deres eget nem-id.

Er det bare mig, eller ser Tib alligevel lidt bebrejdende ud?  Og vil hans kommende arbejdsgiver mon klandre ham for hans eksploderede hår?  

Arh mor, pjat med dig, bare gi' den gas!