6. marts 2017

Mørkemærket

Oplæringen til spejder er på en måde en træning i at blive en slags supermand.  Spejdermand måske. Man passer godt på dem der har brug for beskyttelse, man kan finde vej, binde knob, bygge fælder, lave mad på bål, sy og sætte plaster på, er helt igennem uforfærdet, og føler ikke smerte og kulde.

David har været godt i gang med et forløb der hedder "mørkemærket", som handler om at være sej til mørke. Der passede det ikke så godt at han midt i det hele tog til Tenerife og dasede i lyset og varmen og slikkede is.  Hans spejderleder syntes åbenbart at det var fint nok... og var villig til at smide mærket efter ham alligevel.  Hvad tænkte han på?!  Hvad er det for en udvandet spejdermand der vil gå med et mærke der ikke er tjent ved blod, sved og tårer?! Pffft.  Hello kitty mærke.
Så var det jeg lavede vores helt egen mørketur for David, som han skulle bestå for at fortjene mærket. Det at overvinde frygten for mørket er jo et elementært øjeblik i enhvert barns liv, og dem der opfandt mørkemærket har fortjent nobelprisen i psykologi, og den spejderleder der bare spilder sådan en chance, er selv ude om det hvis han må sidde og holde samtlige spejdere i hånden om natten når de er på hyttetur og ikke kan falde i søvn.

Vi startede med at finde et helt uudforsket hjørne af Rosenholmskoven, og her gik vi bevidst efter den del af skoven der ligger underpostnummeret 8544 Mørke, så vi bogstaveligt talt får det mørkeste mørkemærke.

Her er vi ved at lægge poster ud, skoven ser venlig ud i det smukkeste vinterlys.  Selma går med hjelm for en sikkerheds skyld.

Hemmelig Mørke-sø skjult i skoven. 

Post 5: jægertårnet. Skaføgård was here.

Tanken om den venlige solskov fulgte David hele næste dag i skolen, hvor han sad og glædede sig til om aftenen hvor han skulle med sin mama på skovtur.... muahaha! 


Jep. Jeg kan garantere for at mærket blev velfortjent.  Om eftermiddagen gennemgik vi vores grej (vintertøj, lommelygter og varm kakao), og ruten: 

Vi skal passere: grusstien, brændestablen, det væltede træ, bregnerne, den hemmelige sø, jægertårnet, granplantagen og kaffepletten.
Ved ottetiden tog vi afsted.  David var cool, og jeg beroligede min stigende puls ved at begynde at synge sange.  Ude i skoven var mørket totalt.  Vi gik afsted - i højt humør og lidt ekstra højt tempo. En flok duer baskede op og flapsede panikslagent henover hovederne på os. Vi sang "Hvis du ser en krokodille i dit badekar". David så op på på mig, og jeg var åbenbart en god nok skuespiller, for han fortsatte helt ufortrødent, og hørte ikke blodhundene der glammede i det fjerne og rykkede i deres møre tøjr, og ulvene der listede lydløst afsted ved vores side inde i krattet.  

Først efter femte post, godt på vej tilbage mod bilen, indhentede frygten ham, og han fortalte at nu kunne han godt mærke han var liiidt bange for at der var et eller andet der forfulgte os.  
"Hvad er det du tror der forfølger os?" spurgte jeg interesseret, og han svarede prompte.  En kæmpe stor havfrue med pigge på ryggen, som ville æde os.  Herefter havde jeg en samtale med den der havfrue, hvor jeg var lige dele nysgerrig, tilbagelænet, nonchalant og også lidt kritisk.  Hvordan hun fx kan gå dér bag ved os hvis hun har havfruehale - så kan hun da ikke være særlig hurtig? I løbet af samtalen viste det sig at hun ikke har nogen venner fordi hun er tudegrim, og hun er virkelig rasende for hun kan heller ikke finde vej tilbage til søen.  Vi lovede hende vores kort når vi var færdige, og vinkede pænt til hende da vi var nået tilbage til den dejlige varme venlige bil.  Vi tændte også billygterne for at hun bedre kunne se.  Ja, okay..... men hvem finder også på en grim menneskeædende havfrue med pigge?!?  

Og alle skovens monstre trak sig tilbage i mørket og måtte give fortabt til den lille spejdermands modige hjerte!

Og så var der ellers vingummier og varm kakao til almen styrkelse af nerverne, og fuldmånen brød endelig frem gennem skyerne og fordrev havfruerne, blodhundene og ulvene, og skoven var igen venlig og stille.