I går morges sad jeg og tænkte på hvor heldige vi er. Ikke den store måde, over at vi har mad på bordet og høje skatter og eksistentiel tryghed og en rar dronning der ikke bestemmer så meget over vores rare politiske ledere der har for travlt med deres barnagtige intriger til at bestemme så meget. Men over at vi er sunde og raske.
Ikke på den store måde over at vi ikke har livstruende eller kroniske sygdomme, men over hvor lidt forkølede vi har været denne vinter. Hvor lidt vi har hostet og kastet op og snottet. Faktisk slet ikke, gik det op for mig. Vores datter har oplevet sin første dagplejevinter uden en eneste sygedag! Tænkte jeg. Og så jinxede jeg det.
Jeg har prøvet at forklare bedstefar hvad det betyder at jinxe noget. Det gik ikke så godt. At jeg havde jinxet vores helbred betyder, at jeg tænkte "Vores datter har sørme oplevet sin første dagplejevinter uden en eneste sygedag!", hvorefter, eller hvorfor, vores datter næste dag var syg.
Nu sidder vi og hygger os og prøver at tænke rigtig meget på at vi sgu da egentlig aldrig har fundet en million på vores gåture i skoven.
