2. september 2016
16. august 2016
Dagbog
Jeg læste en artikel idag hvor det blev anbefalet at skrive dagbog hele livet, fordi ens minder er sådan en glæde at genlæse når man er blevet senil.
Det synes jeg er en ret nedslående måde at sige det på. Især når jeg tænker på hvor jeg elsker at genlæse bloggen med jævne mellemrum fordi jeg elsker alle de ting hende dér Ingermor oplever.
Men okay, det her indlæg er til mit fremtidige senile jeg - vi ses om et par måneder.
Op i morges til Peer Gynt. Den skal bare gå et andet sted hen og være morgenfrisk, og lade mig sove videre! For tiden prøver vi en ny morgenmodel hvor Torbenfar er den der finder børnenes tøj, og jeg laver madpakker. Torben finder så fine ting at jeg er helt overrasket! Rugbrødet var derimod muggent - den bedste undskyldning for at lave lækre franskbrødssandwiches!
På arbejde: vi havde besøg af socialtilsynet. Det er ligesom en 6-timers mundtlig eksamen - gudskelov var jeg kun på i de første 3 timer, og mit pensum ligger efterhånden på ryggraden. Det venter bare på at nogen spørger. De næste to-tre timer måtte jeg "babysitte" en af vores drenge, som kom til os for halvandet år siden som en socialt forkrøblet, agressiv og fobisk misbruger på risikovurdering rød. Idag gik jeg med ham på pokémonjagt i botanisk have og på café i væksthusene. Note til mig selv om et par måneder: mit arbejde styrer.
Efter arbejde: ringe til ejendomsmægleren, han tog den ikke.
Derhjemme igen viste det sig at Selmas børnehave havde haft cykeldag, men Selma havde ikke haft nogen cykel med. Det er sur røv. Intet er så nederen som bebrejdende børne- og pædagogøjne.
Derhjemme: Torben lignede ikke én der havde været på café. Ejendomsmægleren ringede tilbage, men alle talte i munden på hinanden, så jeg tog den ikke. Vi stegte bami goreng i panden og pakkede det i rygsækken, og cyklede ud i skoven for at indhente Selmas cykeldag. Skøn miniudflugt med minifrøer og brombær. På hjemturen var børnene flade og eksplosive, og på et tidspunkt var jeg pludselig også flad og alt voksent forlod mig:
David: "hvis i én gang mere siger at jeg skal cykle hurtigere, så BLIVER JEG HER OG SOVER I SKOVEN!!!
Ingermor: "cykl hurtigere...!"
David: "Jeg MENER DET!!!"
Ingermor: "cykl hurtigere...! Hvad vil du gøre nu?!"
Derhjemme foreslog jeg David at han jo kunne sove alene ude i legehuset hvis hans stolthed krævede det, og han altså ikke syntes det ville blive for uhyggeligt. Han takkede nej.
1-0 til Ingermor, 3 år.
Da børnene var puttet fortrød jeg at jeg havde været så sur, de er jo kun små så kort tid. Så kom David ned og bad mig klø ham lidt på ryggen, og alt var godt igen.
I min fritid træner jeg til Moesgaard trail løb. Man må jo holde sig i gang. Min tid her til aften var 5,2km på 32 minutter. En ynkelig tid, som jrg håber hang sammen med at mor ringede efter 2 km - vi fik os en lille snak om tilstandsrapporten på det hus vi vil købe. (Hun snakkede, jeg pustede). Jeg kunne ikke helt overskue det, selvom jeg ved at det hun sagde, er pænt vigtigt. Gudskelov havde jeg ikke fået fat i ejendomsmægleren!
8. august 2016
En mors fødselsdag
Det er noget af en øvelse for hele den stakkels familie når mor har fødselsdag. For til hverdag er det sådan at mor er ret selvkørende, og ikke har brug for særlig meget pleje. Hun er så at sige "low- maintenance". Det er de fleste mødre faktisk. Ellers bliver de det.
Okay ja, og nu siger jeg det højt: Jeg ER faktisk ikke low-maintenance. Men man kan så sige at jeg er blevet ret self-maintaining. Aldrig bange for at rose mig selv... eller bage kage til mig selv. Det fungerer fint, og hvis jeg mangler noget, er der altid søde mennesker omkring mig der træder til. Så spørger jeg fx: "Var det ikke bare en killer kage jeg bagte?!" De siger altid "Jou da!" og kigger kun sjældent mærkeligt.
Men alt det fungerer ikke rigtigt på ens egen fødselsdag, og derfor bliver dagen altid lidt akavet for familien. Det er lidt som at bede dem danse tango - baglæns. Og det er ikke engang mig der beder dem, men... traditionerne! Systemet.
Systemet kræver at vi forkæler mor, for på ens fødselsdag må man bestemme alting, og alle skal forkæle én.
I år endte det med at vi ved tre-tiden stod ude på én eller anden eng, 4-5 km fra Sletterhage. Vi vidste ikke helt hvor vi var, og det var kun mig der syntes det var med vilje. Selma ville ikke gå længere, David sukkede højt, og Torben prøvede at sige ingenting. "Den ENESTE ting jeg ville, på min FØDSELDAG- var at gå en tur!" sagde jeg bebrejdende og selvmedlidende (Selvmedlidenhed hører med til selv-vedligeholdelsespakken).
Alle var lettede da jeg endelig bestemte at vi skulle vende om, og nu kunne Selma pludselig godt gå igen, og det var lavpunktet. Da vi så var gået lidt, var det som om at den dårlige stemning forsvandt, sammen med alle forventinger. Vi slog os ned på engen, spiste picnic og blev enige om at der da alligevel var aalt for langt til Sletterhage, og at det var meget smartere at tage bilen derned. Torbenfars største talent er at finde på noget sjovt at lave i selv de værste livssituationer. Bl.a. fandt han for 100 år siden under obligatorisk museumstur med historieholdet pil-selvrejer på et lokalt marked som vi hyggede os med - og da vi skulle vente i timevis på at én eller anden vigtig bygning i Wien skulle åbne så vi kunne komme ind og se den, fandt han på at tælle hvor mange af de forbipasserende der nyste mens de gik forbi, fordi bygningen var så overdrevet hvid at det ifølge hans teori kildede i næseborene.
Nu fandt han på at fange græshopper og guldsmede på engen. Det var genialt. Bedre end alverdens pokémons.
Bagefter kørte vi til Sletterhage, og skidt med vi ikke var vandret dertil, der var flot alligevel. Vi vinkede ud mod Tunø og Samsø, hvor min far lå og sejlede rundt med eftermiddagsholdet.
Om aftenen gav jeg pokker i al den forkælelse, og tog på strandbaren og fik mig en Dark 'n Stormy med Kadi, og lod fødderne dingle fra havnemolen.
Okay ja, og nu siger jeg det højt: Jeg ER faktisk ikke low-maintenance. Men man kan så sige at jeg er blevet ret self-maintaining. Aldrig bange for at rose mig selv... eller bage kage til mig selv. Det fungerer fint, og hvis jeg mangler noget, er der altid søde mennesker omkring mig der træder til. Så spørger jeg fx: "Var det ikke bare en killer kage jeg bagte?!" De siger altid "Jou da!" og kigger kun sjældent mærkeligt.
Men alt det fungerer ikke rigtigt på ens egen fødselsdag, og derfor bliver dagen altid lidt akavet for familien. Det er lidt som at bede dem danse tango - baglæns. Og det er ikke engang mig der beder dem, men... traditionerne! Systemet.
![]() |
| Aftenen forinden blev der hygget ind med øl og vin og skumfiduser og gode venner - livet er herligt! |
I år endte det med at vi ved tre-tiden stod ude på én eller anden eng, 4-5 km fra Sletterhage. Vi vidste ikke helt hvor vi var, og det var kun mig der syntes det var med vilje. Selma ville ikke gå længere, David sukkede højt, og Torben prøvede at sige ingenting. "Den ENESTE ting jeg ville, på min FØDSELDAG- var at gå en tur!" sagde jeg bebrejdende og selvmedlidende (Selvmedlidenhed hører med til selv-vedligeholdelsespakken).
Alle var lettede da jeg endelig bestemte at vi skulle vende om, og nu kunne Selma pludselig godt gå igen, og det var lavpunktet. Da vi så var gået lidt, var det som om at den dårlige stemning forsvandt, sammen med alle forventinger. Vi slog os ned på engen, spiste picnic og blev enige om at der da alligevel var aalt for langt til Sletterhage, og at det var meget smartere at tage bilen derned. Torbenfars største talent er at finde på noget sjovt at lave i selv de værste livssituationer. Bl.a. fandt han for 100 år siden under obligatorisk museumstur med historieholdet pil-selvrejer på et lokalt marked som vi hyggede os med - og da vi skulle vente i timevis på at én eller anden vigtig bygning i Wien skulle åbne så vi kunne komme ind og se den, fandt han på at tælle hvor mange af de forbipasserende der nyste mens de gik forbi, fordi bygningen var så overdrevet hvid at det ifølge hans teori kildede i næseborene.
Nu fandt han på at fange græshopper og guldsmede på engen. Det var genialt. Bedre end alverdens pokémons.
Og vi fangede de vildeste små monstergræshopper, jeg i mit liv har set.
Om aftenen gav jeg pokker i al den forkælelse, og tog på strandbaren og fik mig en Dark 'n Stormy med Kadi, og lod fødderne dingle fra havnemolen.
7. august 2016
Sommerbilleder
1. Vi klatrer ud i skoven. Det er Davids største ønske. Dermed gentager han min gamle barnestemme ude fra skoven omkring Töpferhaus, hvor jeg opfordrede Kristian og mor og Alfred til at lade os fare vild så vi kunne bo ude i skoven! De voksnes nøgterne indvending var, at så kunne vi jo aldrig gå i biografen, og i dag er jeg tilbøjelig til at give dem ret. Men alligevel... når vi i disse dage tager "i eventyrskoven", så betyder det at hele familien lader som om vi er faret vild, og at skoven er fortryllet. Der er forskellige farlige dyr der truer os, og vi er også altid på jagt efter spor efter forskellige dramatiske begivenheder, fx trolde der har været i slåskamp med træer. Et særligt twist er at Eventyrskoven er en tidsmaskine, som katapulterer os frem eller tilbage i tiden. Hvilket, og hvor langt, gælder det så at finde ud af. Gudskelov ender vi altid tilbage i vores egen tid, med biografer og fleecetæpper og Google.
2. En gåtur med de gamle folkeskolevenner:
3. Barselsbesøg hos den nye lille fætter Linus i Flensborg. Nogle af os får muffins, andre ammer, og andre igen mindes hvor vildt det er lige pludselig at have lavet et lille menneske, som man har ansvaret for - og som ikke er vildt god til at sige hvad det har brug for, men til gengæld er god til at græde som om det var lige ved at dø!
4. Pause på en virkelig anstrengende cykeltur. Somme tider har jeg jer mistænkt for kun at glæde jer over cykelture pga. pauserne...
Hvem kommer højest?
7. Besøg af Samuel, som er god til at tyre. David er gudskelov god til at tabe, for når man er direkte på vej til superligaen er det svært at holde sig tilbage!
8. Besøg af familien Süderlück og deres søde hund Vector. Her er der dog kun en papegøje i rampelyset.
9. En fælles skattejagt har grebet hele verden, og vi jagter med:
11. Sommer er at fange rejer med kusine Lea på Avernakø.
12. At kigge på skyer med granfætter Julian.
12. At slås så inderligt med hinanden.
13. At beskytte sin ven mod røgen.
22. juli 2016
Ordbær fra ø-lejr
Far 2: "Jaja masser! Ham dér og ham dér og... Jah... Jeg ved ikke lige hvor mange flere..."
Der er flæskesteg til aftensmad. Flexitarbarnet smager, og forkynder så: "Mor, jeg er flæsketar!"
David: "Skal vi slås?!"
Oscar: "Nej, du er meget stærkere end mig..."
David: "Nej nej, jeg har min svage t-shirt på, prøv lige at se din t-shirt, den giver dig mega store muskler, så du banker mig!"
Oscar: "Okay...!"
Storm: "Far, må vi gå i skoven?"
Far: "Kun så langt så jeg kan høre jer!"
Storm: "Jamen vi skal bare fange pokemonner!"
Far: "Arj der er ikke pokemonner i skoven!"
Storm: "Far de er alle vegne! Du kan bare ikke se dem. I virkeligheden! I virkeligheden på skærmen!"
Flemming: "I virkeligheden på skærmen.... bevares"
Inger: "Ja nu skete det. Det er lidt ligesom en zombieapokalypse.
Flemming: "Jeg troede altid man var beskyttet mod zombie-apokalypser ude på ø-lejren"
Oscar: "Nej, du er meget stærkere end mig..."
David: "Nej nej, jeg har min svage t-shirt på, prøv lige at se din t-shirt, den giver dig mega store muskler, så du banker mig!"
Oscar: "Okay...!"
Storm: "Far, må vi gå i skoven?"
Far: "Kun så langt så jeg kan høre jer!"
Storm: "Jamen vi skal bare fange pokemonner!"
Far: "Arj der er ikke pokemonner i skoven!"
Storm: "Far de er alle vegne! Du kan bare ikke se dem. I virkeligheden! I virkeligheden på skærmen!"
Flemming: "I virkeligheden på skærmen.... bevares"
Inger: "Ja nu skete det. Det er lidt ligesom en zombieapokalypse.
Flemming: "Jeg troede altid man var beskyttet mod zombie-apokalypser ude på ø-lejren"
Fra en diskussion om feminisme:
Mand: "Jeg synes ikke der er brug for kvindekamp. Jeg tror på at der er de feminine kræfter, og de maskuline. De maskuline kræfter er styrken, og det der står fast, klippen. De feminine kræfter er de flydende kræfter, dem som binder sammen og glider rundt om klippen, vandet. Og begge kræfter fordeler sig i alle mennesker."
Inger: "Enig! Og det fordeler sig lidt forskelligt fra person til person...."
Mand: "Og der er brug for begge dele. Uden manden ville kvinden ikke have nogen retning, og uden kvinden ville manden ikke udvikle sig."
Inger: "Du mener uden den maskuline ville den feminine ikke have nogen retning, og omvendt, ikke?"
Mand: "ja ja, jo. Men det der er vigtigt ik', det er bare at kvinderne ikke prøver at være mænd! For så ville der i parforholdet kun være klippe, ikke noget flydende! Og så er det som en uge hvor der kun er torsdage!"
Inger: "... mehh.... Ej nu var vi lige enige om at de feminine og maskuline kræfter fordeles forskelligt fra person til person. Så er det vel også et fint match hvis en kvinde med mange maskuline kræfter finder sammen med en mand der har mange feminine træk?"
Mand: Jojo... hvis man er til uger kun med torsdage så er det vel fint..."
Inger: "..."
5. juli 2016
Sommerens liste
Denne sommer topper vi sidste sommers not-to-do-liste af med en wanna-do liste, frit efterlignet efter den vi har set på Anja-og-drengenes køleskab.
Det bliver storartet. Det ser ud til at vores sommer bliver en pæn blanding af mowgli-isme og råhygge i landets familielokkedåser.
Et lidt større og dermed langt mere realistisk projekt bliver at få mig et skib. Det må jeg sætte på næste års liste.
Jeg gik allerede og glædede mig mens jeg lagde vasketøj sammen. Da jeg også havde ryddet op og lavet mad, dækket bord, skænket vand, ryddet af bordet igen, ordnet køkkenet, støvsuget og rendt rundt efter de gummibestøvlede unger og tørret mudder op, besluttede jeg at et af sommerens projekter skal være "pligter til børnene". På listen med dét. De Det føltes godt - rigtig godt.
![]() |
| The bucket-list of summer |
Men det er jo svært at begrænse sig til de ting som alle er med på. Da jeg foreslog "Rødvin med pigerne", og ingen sagde "Jaaaaa!", tænkte jeg at jeg burde lave min egen liste også. Og da "rideture" blev stemt ud, var jeg sikker. Tiden er inde, jeg må have min helt egen liste. Børnene er store nok, de kan klare det. Nummer 1 på listen er at tage på fin restaurant med min mand.
![]() |
| Sådan maler jeg med mine børn: Selma laver kruseduller, og jeg udvider med små gysende mennesker på vej ud på deres livs rutsjebanetur |
"Løbe ture hver aften" stod også ret højt oppe, indtil jeg kiggede ud på vejret. Jeg satte "Se Island spille EM" på i stedet for.
![]() |
| Vildt hår ved stranden |
At komme på strandbaren har stået rigtig højt på listen lige siden baren ude midt i Århus havn åbnede. Desværre regnede det den dag for to år siden hvor det var lige før jeg faktisk var taget derud. Nu lukker baren snart, siger mine opdaterede veninder. "Jeg er gift og gammel, og det eneste strandbar jeg får det er en figenstang i Lalandia!!" tænkte jeg, og besluttede alligevel at sætte "Komme på strandbaren inden den lukker" på min sommerliste. Jeg kan jo altid skyde skylden på vejret hvis jeg ikke når det. Gad vide om familiepunktet "Tage til stranden" også gælder hvis jeg sidder oppe i strandbaren og pynter mig med en Mojito, mens Torben krammer deres palmer og børnene søler sig i havnevand?
![]() Selmas iskugle er kolonorm... |
Jeg gik allerede og glædede mig mens jeg lagde vasketøj sammen. Da jeg også havde ryddet op og lavet mad, dækket bord, skænket vand, ryddet af bordet igen, ordnet køkkenet, støvsuget og rendt rundt efter de gummibestøvlede unger og tørret mudder op, besluttede jeg at et af sommerens projekter skal være "pligter til børnene". På listen med dét. De Det føltes godt - rigtig godt.
Not-to-do-listen for sommeren 2016 ser sådan ud:
1. Arbejde
2. Bruge penge
3. så er der ikke flere punkter. Bortset fra dét er alt en mulighed.
24. juni 2016
På date
I tirsdags rev Torbenfar og jeg en dag ud af kalenderen for at sige højt til hinanden at vi elsker hinanden virkelig højt, og at vi gerne vil blive gamle og gråhårede sammen.
Det var sådan set ikke noget vi var i tvivl om, men folk var begyndt at synes det var underligt at vi ikke havde sagt det til en præst eller en borgmester, og at vi ikke engang gik med fingerring!
Bevares! Så gik vi på rådhuset og satte myndighederne og hele kongerækken ind i vores plan.
Vi fik også fingerring på, så alle kan se at vi HAR indviet borgmesteren, og at han var cool med det.
Det blev folk virkelig glade for!
Vi brugte dagen på hinanden - hvilket nogle folk til gengæld syntes var VIRKELIG mærkeligt. Gudskelov syntes de fleste det gav helt god mening. Eller også var det gået op for dem at det faktisk kun er middel-interessant at se os give hinanden fingerring på og kysse.
Hvad vi selv synes? Jeg synes at det var ret skarpt set (og ret gennemført af mig) dengang i 2003, da mit ungdomsjeg sagde til min søde date at det havde været skidehyggeligt, men nu havde jeg altså mødt den mand der skulle være far til mine børn (undskyld Adrian!). Og derfra er det bare blevet bedre og bedre. Det opsummerer det vist meget godt.
Det var sådan set ikke noget vi var i tvivl om, men folk var begyndt at synes det var underligt at vi ikke havde sagt det til en præst eller en borgmester, og at vi ikke engang gik med fingerring!
Bevares! Så gik vi på rådhuset og satte myndighederne og hele kongerækken ind i vores plan.
Vi fik også fingerring på, så alle kan se at vi HAR indviet borgmesteren, og at han var cool med det.
Det blev folk virkelig glade for!
Vi brugte dagen på hinanden - hvilket nogle folk til gengæld syntes var VIRKELIG mærkeligt. Gudskelov syntes de fleste det gav helt god mening. Eller også var det gået op for dem at det faktisk kun er middel-interessant at se os give hinanden fingerring på og kysse.
![]() |
| Picnic i græsset er også en slags hobby - jeg tror det er det vi skal lave når vi bliver pensionister! |
| Blomster, bobler og kage fra bedste/sviger/mor |
Abonner på:
Opslag (Atom)








































