Okay ja, og nu siger jeg det højt: Jeg ER faktisk ikke low-maintenance. Men man kan så sige at jeg er blevet ret self-maintaining. Aldrig bange for at rose mig selv... eller bage kage til mig selv. Det fungerer fint, og hvis jeg mangler noget, er der altid søde mennesker omkring mig der træder til. Så spørger jeg fx: "Var det ikke bare en killer kage jeg bagte?!" De siger altid "Jou da!" og kigger kun sjældent mærkeligt.
Men alt det fungerer ikke rigtigt på ens egen fødselsdag, og derfor bliver dagen altid lidt akavet for familien. Det er lidt som at bede dem danse tango - baglæns. Og det er ikke engang mig der beder dem, men... traditionerne! Systemet.
![]() |
| Aftenen forinden blev der hygget ind med øl og vin og skumfiduser og gode venner - livet er herligt! |
I år endte det med at vi ved tre-tiden stod ude på én eller anden eng, 4-5 km fra Sletterhage. Vi vidste ikke helt hvor vi var, og det var kun mig der syntes det var med vilje. Selma ville ikke gå længere, David sukkede højt, og Torben prøvede at sige ingenting. "Den ENESTE ting jeg ville, på min FØDSELDAG- var at gå en tur!" sagde jeg bebrejdende og selvmedlidende (Selvmedlidenhed hører med til selv-vedligeholdelsespakken).
Alle var lettede da jeg endelig bestemte at vi skulle vende om, og nu kunne Selma pludselig godt gå igen, og det var lavpunktet. Da vi så var gået lidt, var det som om at den dårlige stemning forsvandt, sammen med alle forventinger. Vi slog os ned på engen, spiste picnic og blev enige om at der da alligevel var aalt for langt til Sletterhage, og at det var meget smartere at tage bilen derned. Torbenfars største talent er at finde på noget sjovt at lave i selv de værste livssituationer. Bl.a. fandt han for 100 år siden under obligatorisk museumstur med historieholdet pil-selvrejer på et lokalt marked som vi hyggede os med - og da vi skulle vente i timevis på at én eller anden vigtig bygning i Wien skulle åbne så vi kunne komme ind og se den, fandt han på at tælle hvor mange af de forbipasserende der nyste mens de gik forbi, fordi bygningen var så overdrevet hvid at det ifølge hans teori kildede i næseborene.
Nu fandt han på at fange græshopper og guldsmede på engen. Det var genialt. Bedre end alverdens pokémons.
Og vi fangede de vildeste små monstergræshopper, jeg i mit liv har set.
Om aftenen gav jeg pokker i al den forkælelse, og tog på strandbaren og fik mig en Dark 'n Stormy med Kadi, og lod fødderne dingle fra havnemolen.







