30. december 2012

Dagbog fra en skumringstid 2

27/12  Jeg tror jeg mangler en dag. Nå nej, idag kom sundhedsplejersken.  Men inden hun kommer vil vi altså lige nå en tur i skoven.  Selma hygger sig i sin barnevogn, jeg stønner, David cykler og Torben prøver at løfte stemningen og tempoet, for sundhedsplejersken er lige på trapperne.  
Da hun kommer sover Selma stadig saligt i sin barnevogn, og jeg får afløb for mig indestængte ammestuesnak.  Tre timer efter skal Selma vejes og måles, Eva og Kristian og Lillelea kommer ind ad døren, og Torben tænder for kaffemaskinen.  Selma selv skriger på mad, og jeg gløder på uopsættelighedens kul.  Men to minutter senere får Selma mad, Lea puttes, sundhedsplejersken rubber sig, og kaffen er klar.
Kære!
28/12 David må ud!  Vi må pakke vores hoste, amning, og influenza i bilen og opsøge noget der er mere spændende end fars mobil, cyklen i haven og den gule seje mejetærsker. Da vi ikke har nogen penge tager vi til Randers industrikvarter og går igennem alle de butikker der har indkøbsvognebiler, dem elsker David nemlig.  Ved et uheld kommer vi selvfølgelig også til at købe et par lamper og en Happy Meal.  Siden Selmas fødsel har vores motto været "Idag må man alt!"  Hver dag.  En pige på min alder (andre ville måske kalde hende en dame) spørger hvor gammel Selma er, og det er sjovt at sige "en uge".  Hun måber og får julelys i øjnene.  Det kan babyer.
Frida Kahlo babysitter varmepude kælebamse
29/12 Jeg har influenza.  i brysterne.  Ja undskyld mig, mit liv lige nu handler ikke om andet. Bloggen må blive mere stueren når mit liv igen er blevet det.  Torben sørger for at jorden drejer rundt nedenunder, mens Selma og jeg bygger hule i soveværelset.
 En SMS fra min veninde: "Nu er vandet gået -send gode tanker!" får mine tanker langt væk fra hulen!!  Tænk hvor heldig man kan være, at måtte følges igennem dette eventyr med en ligesindet!  I tankerne er jeg hos hende, mærker hjertet i halsen og tænker på smerterne, og på at alt er godt til sidst.

30/12: Min influenza lægger sig.  Og nu vil jeg gøre noget godt for Torben!

baby baby baby hjerte!

29. december 2012

Dagbog fra en skumringstid

21/12, 6:33.... Du kom!! Min egen lille apokalypse. Vores solhverv, vores stjerne over Betlehem.


Ved 12-tiden: David hyler og hviner og slår knuder på sig selv i døråbningen. "ENDELIG ER LILLESØSTER DER!!!!" David er henrykt, Selma kigger.
Maya og Rimmy kommer med henrevne hvin (Maya) og anerkendende skulderklap (Rimmy).
22/12: vi laver de klassiske nødindkøb. Selma grynter. Bedstemor kommer, og slår hænderne sammen i begejstring. Morfar kommer også forbi med et stort knus og en bog; "Partnerschaft und Babykrise".  Jeg læser ti sider om fremmedgørelse og skilsmisser, før jeg kaster den fra mig til senere.  Senere vil sige om fire år, når vores parforhold kan bære at jeg læser den!
23/12: Selma skal undersøges i Randers. Vi trodser snemasserne og David hviner igen af henrykkelse. Selma er sund og rask, hendes sutteteknik godkendes (af jordemoderen, ikke af mit smertecenter.)
David synes også han er lidt syg, og lægen kurerer ham med sadtevand. På hjemvejen kører vi fast i sneen, vi må ud og gå, der er gudskelov kun 200meter til huset.  Men det metriske system tager ikke højde for metrenes sværhedsgrad, og for hvor dyrebar en last man fører. Det er Selmas første eventyr siden hun kom til verden. Hun sover, David pudser sne af brillerne.
24/12 er det jul? Der er mennesker i stuen. Torbens familie er ankommet, mælken står for døren. Nogen sørger for at det bliver rigtig juleaften, mens jeg står under den varme bruser og sunder mig. Gåsen vejer mere end Selma! Hun ænser den ikke, sover i stedet i Opas arme (han har hekseskud).

Mens Selma og jeg holder spisegilde i sofaen drukner David den salige juledød. En julemand...af chokolade!!!!! "Åh lykke! Væk mig ikke af denne drøm", synes han at tænke. Tvært imod bliver det søvnen der røver ham til sidst.
Torben kæmper et bravt slag mod kaos.
25/12: familien rejser, og efterlader fire glade men trætte julenisser uden hoved og hale. David cykler haven rundt på sin julegave, kun afbrudt af en lille fnullermandshøst med hans nye mejetærsker, en transport med den nye gravkotraktor, og en solo på hans nye xylofon. Inge kommer på visit med det fineste hjemmestrik, hun lytter til mine babyboblelyde, og genkender!  Da hun spørger David hvad han har fået i julegave går der et slør ned for hans øjne.  Han tænker længe.  "Øhm....mor har fået nogle brætter...."
26/12: Torben hoster, Selma drikker veltilfreds, og jeg skruer mig ned i sofaen, og får endelig brugt de åndedrætsøvelser der lå så fjernt til fødslen.
26/12: Netty kommer med et stort farvel i favnen, hun flytter et halvt år til Seychellerne i morgen. Jeg fatter det først da hun står udenfor og vinker. Torben har feber, David cykler rundt i haven, eller kigger Peter Pedal film. Jul på slottet er forbi for i år..
27/12 jeg holder lige en pause. Solhvervet er vågnet!

28. december 2012

Helte: Kurosakuranbo

Hun er mor til en dreng, som er en pige.  Hendes datter er født med en tissemand. Da "han" som to-årig ikke ikke ville lege med biler eller gå i bukser gjorde hun det enhver mor ville gøre:  købte en endnu smartere legetøjsbil, og smed påklædningsdiskussionerne i kategorien: "Ting mor bestemmer til du ved hvad der er godt for dig".
Da hendes barn prøvede at skære sin tissemand af, gjorde moren hvad enhver mor burde gøre:
hun accepterede at hendes søn er en datter, og tog kampen op med sine egne forestillinger om køn, roller, opdragelse, familieliv og fremtidsscenarier.  Og resten af verdens.

Hun har slugt en kamel på størrelse med Afrika, ned igennem et sikkert helt almindeligt dansk svælg af gennemsnitlig størrelse.
Det er et ydre og et indre opgør, og det fortsætter hver dag.  Hun skriver om det: her.   Når jeg læser det så føles mit svælg alt for stramt, og mine kameler meget, meget små. Læs det.

20. december 2012

Helte: Temple Grandin


Temple Grandin er en amerikansk professor i animal sciences ved  Colorado State University. Hun forsker altså i industrikyllinger, kødkvæg og svineproduktion.
Hun har også autisme.  Og autismen har givet hende en usædvanlig evne til at gennemskue, hvilken logik f.eks. kødkvæg følger når de går i panik over at skulle igennem en sluse.  Vi går og synes det er klart at køer bare generelt er bange, og at man derfor bliver nødt til at genne dem igennem sluser.  Temple Grandin siger det er klart de er bange for den skygge, lågen kaster på jorden, og hun beviser at hvis man ændrer lysets indfaldsvinkel så forsvinder køernes panik.

Opfattelse af lyd, billeder og berøring er ofte forstærket hos mennesker med autisme, ligesom hos dyr.  Temple Grandins kommentar: "Dyr tænker på en ret autistisk måde.  Jeg er også bange for alle mulige ting i mine omgivelser, og min omverden har svært ved at se hvad det er for nogle detaljer der gør mig skrækslagen."

Det løser ikke problemet med hvordan vi behandler dyr, men ved at designe stalde og håndtering af dyr på en måde der sænker deres stress og angst uden at det koster bonden en rød reje mere, har Grandin muligvis gjort mere for at forbedre dyrevelfærd end nogen anden enkeltperson.  Hvis du spiser på en fastfood restaurant i Amerika -McDonald’s, Wendy’s, Kentucky Fried Chicken- så spiser du kød der er blevet slagtet på slagterier der er designet efter de standarder, Grandin har udviklet gennem sin forskning.  Det er blandt andet retningslinjer for hvordan man håndterer dyrene og hvordan indhegninger er formet. 


En kostald der antages at være kovenlig pga. dens rummelighed, stabile bund, ventilation,  bløde belysning (og fanden og hans pumpestok!).  Grandin: "I normale ser kun verden i helheder, i opfatter slet ikke al den rådata køerne får ind på nethinden.  Enhver ko vil fryse til en saltstøtte i panik over flasken på gulvet!!! I kan virkelig ikke se det, kan i?" Øh....flasken?!  (Til venstre i forgrunden)



Grandins hjemmeside med alle hendes forskningsartikler

Læseprøve: her


Grandins historie blev kendt gennem Sacks' bog fra 1995. Læs mere om den: her

18. december 2012

Bare børn og boble billeder

Én gemmer sig stadig i sin boble.
De to andre piller næse og venter....






14. december 2012

Aftensordbær

David græder da det mod forventning ikke er onkel Kristian, men os der henter ham fra børnehaven. Og jeg stadig ligner snemanden hjemme i haven.
"hvorfor græder du Tib?"
"Jeg er bange for at lillesøster ikke kommer!"

På vej hjem i bilen: "Min lillesøster hedder Nuggels. Og jeg vil gerne til McDonalds."

Ved aftensmaden: "Nu kommer der brusebad i min mave når jeg drikker noget vand."

David slår en prut. ""JA!" sagde prutten! Prutten sagde "JA!""

Et morgenordbær: "FaAR! Nu skal vi stor op!!"

12. december 2012

Tusind traner...


Venter på lillesøster, uge 1:
Jeg skynder mig at nyde livet i fulde, men hurtige drag.  Men når maven hopper holder jeg vejret, for jeg vil så gerne nå at sove længe..








Venter på lillesøster, uge 2: 
Julepyntet hænger, teaterbilletten er indløst, chai'en er drukket og cafeen lukket..... David har holdt så mange spontane fridage at hans stemme runger for mit indre øre.  Vi har bagt, pakket, pyntet, festet, sunget, strikket, og svunget (julefro)kosten.
Der er julegaver alle steder!
Jeg ligger vågen om natten, og fortvivler om morgenen....



Venter på lillesøster, uge 3:
Jeg kan da også lære julesangene på klaver...
...jeg har fundet lidt flere julegaver....
..og jeg kunne også give alt mit julebag et chokoladeovertræk (så matcher de min konto!)
..jeg har læst TO romaner!


Venter på lillesøster, uge 4:

..folk tager telefonen lidt for hurtigt når jeg ringer.
...Den tredje roman (Alan Sillitoe) er deprimerende.
Og hvad fik mig egentlig til at tro at man kan sove længe når man ikke har prøvet det i hundrede (tre) år? Jeg prøver skiftevis strategierne med at holde mig vågen til efter klokken 22 og ligge vågen den halve nat.





Venter på lillesøster.   Foldningen af papirstraner har på zenagtig måde lært mig at hvis bare man gør alt rigtigt i starten, så bliver resultatet perfekt.  Bare!
Terminsdagen kom og gik.
Snestormen kom, og gik.
Torbens bil gik bare, i stykker.  Humøret gik dermed også i kælderen, og fløjten.
Sillitoe har nu alligevel fat i noget, og forsøder de små timer.




(Overskriften refererer til denne fantastiske børnebog om...ja, atomvåben, kræft og krig.  Eller...jeg syntes den var fantastisk da jeg var ti (dengang jeg også have lyserøde vægge tapetseret med hesteplakater). Dansk oversættelse: Her