21. september 2012

I announce fall!



Jeg har duftet bagte æbler.
Jeg har pakket David ind i regnbukser, regnjakke, og gummistøvler, kun for alligevel at finde drivvådt drengetøj indenunder når jeg pakkede ham ud igen.
Jeg har overvejet at lave en gummistøvledryppebakke.
Jeg har fundet tændstikker frem, og Torben har fundet brænde frem, og vi har fyret op.
Jeg har brugt kanel.
Jeg har drukket te. Og chai.
Jeg har stillet musefælder op.
Jeg har strikket.
Jeg har slukket min tørst i regnvand fra mit pandehår.

I hereby announce: fall!  Fall of temperature, fall of rain, fall of apples, fall of daylight, fall of summer.
(Fall of activity, men det er på grund af den tykke babymave) 

Alle brokker sig over efteråret når det kommer,
men alle siger, i særligt fortrolige øjeblikke, at de jo EGENTLIG holder så meget af efteråret, og når det står ned i stænger fyldes facebook med sjove opdateringer om Amelie-agtige piger der laver regndans, og vældige karle der vasker bilen i regnvejr på trods, eller svømmer i en pool i regnvejr på trods, eller fanger en fisk i regnvejr fordi, eller drikker en bajer, i regnvejr, også fordi.

"Ohh Darling, don´t you love fall, egentlig?!" Photo: Andrew Huth

Jeg hører også til dem der egentlig godt kan lide efterår. EGENTLIG, fordi jeg godt kan lide bagte rodfrugter, kanel, chai, og stænger der står ned og gør mig så pjaskvåde at jeg skal hænge til tørre og låne et par sokker.  Egentlig, fordi jeg godt kan lide at strikke, og David godt kan lide vandpytter,
og fordi han i morges fortalte at
"Det er helt mørkt udenfor! Jeg har set stjernerne, dengang vi var ude og spise hos Kristian og Eva og så kom vi hjem!  Men så er der så´n nogen mørke skyer på himlen, og så kom der en høstmaskine og høstede skyerne ned på GRÆSSET!  Ja!!  Og så blev skyerne helt GRØNNE, fordi de lå i græsset!  Og SÅ kom der en hænt og sagde "Aaarj, det er da lidt for ulækkert!", og så må vi hellere tørre det grønne af igen, og så hentede jeg en traktor og ramte skyerne op på himlen igen. Ja.  Og så sagde hænten at jeg var dyyygtig til at ramme skyerne op på himlen igen! Ja." (Der fulgte ingen uddybning af hvad en hænt er for noget).

Men nej, jeg kan altså ikke lide regnvand når det har blandet sig med min have til søle. 
Og jeg kan heller ikke lide at tømme musefælder, eller at skrælle de forbandede æbler der ligger som skudt op af græsplænen hver gang jeg kigger ud. 

Og nej, jeg kan heller ikke lide at cykle i blæsevejr, eller i mørke, bare fordi jeg har glemt at mørke på landet betyder kulsort sortness, så sort, der ikke engang frigiver en antydelse af grusvejens forløb, eller dens sorte huller der er fyldt med vand, eller søle. 
David kan ikke lide våde cykelsæder, eller regnbukser, eller (hjemmestrikkede) uldtrøjer, eller "slotlæser" (snotnæser), eller søle på hænderne.  Eller bagte rodfrugter. 
Frida kan til gengæld godt lide at tømme musefælder, og at bruge mit strikketøj som skiftetøj, og (duften af) chai.  Men hun HADER søle på hænderne, og stænger der står ned og gør hende pjaskvåde....jeg tror også hun hader bagte rodfrugter.

Torben kan ikke EGENTLIG godt lide efterår.  Han hader det bare, af hele sit gode hjerte.

Regnvejr. Photo: tv2 vejret

To små våde mus som jeg har fanget med mine egne hænder.  Håndfangede mus. Jo jo, snart må jeg godt kalde mig skovskider!

11. september 2012

Dine gamle sørøver-forældre

Du kæmper mange krige lige for tiden.  Dine dage starter som en kamp mod søvnen, som du effektivt vinder ved at dappe over til os.  Vores søvn er sværere at knække, du har alle odds imod dig.  Vi er to mod én, og vi har dyner.  Bløde, varme, tykke dyner, som vi bruger til at beskytte os mod skærende hvin, flyvende legoklodser, våde sutter, stålhårde børnehæle, dumme spørgsmål.  Dem slynger du mod vores hoveder, og prøver at ramme vores ører, munde, og næser.
Derefter kæmper du imod bukserne, der SKAL tages på selv, men som partout vil vende forkert.  Du kæmper imod morgenmaden, som ikke indeholder kakao, du kæmper imod børnehaven, som du hader af et godt hjerte or tiden.  Fordi Eskild skubbede, og fordi mor skal gå, og "Hvorfor henter du mig så sent, far?!"  Av!

Ja, for især kæmper du imod os.  Vi svarer ikke på dine spørgsmål ("Jamen forFOR?!?!"), og hvis vi gør, er vores svar som fra en anden planet.
"Nej David, IKKE tørre din næse i min SKJORTE!!"
"Jamen jeg har slotlæse faar..."
"Ja men så skal du jo bruge noget PAPIR altså!  Se hvordan jeg nu ser ud!"
"Nå....forfor?"
"Jeg skal mødes med LINDE i dag!"

David laver mad.  "Nej mor, du må IK' røre.  Du skal gøre S'ÅÅN her.  Ja, det var godt mor."


Vi har været meget forkælede med dig, du har været sød til at gøre hvad man bad dig om.  Ærter spiste du hvis vi kaldte dem grønne rosiner.  Spinat ligeså, hvis det gav stoooore muskler, og gjorde dig helt GRØN i hovedet (og gav far en sjov stemme).  Du var sød til at holde aftaler ("Hvis jeg giver dig sutten igen, så putter du den ikke op i min næse mere, vel?")

Nu har du gennemskuet os.  Du kan få sutten tilbage OG stikke den op i min næse, for hvad kan jeg egentlig gøre?  Tager jeg den fra dig kan du jo altid hyle.  Og selvom det ikke giver dig sutten tilbage, har du dog vundet kampen mod min søvn, noget for noget, og det er vel egentlig en god deal.
I aftes spurgte du med tusind engletunger, om du måtte gå fra bordet fordi du var færdig.  Du havde rigtig nok spist alle dine pastamuslinger, undtaget dem på gulvet, som du havde gemt til Frida og vores sokker.  Men ærter, rejer, og fiskepinde lå stadig funklende fedtede og nye på tallerknen.  Og fiskepinde er endda barnemad!
Jeg anmodede dig om at overveje indtaget af lidt ærter og fisk.  Mine argumenter var slående: "Det er RET lækkert, og man bliver klog af fisken og grøn af ærterne...!"
eller sådan noget.
"Jamen jeg GIDER ikke spise mer'."

Du besluttede dog at du godt gad, hvis du måtte få lidt soyasauce på.
Kampen om hvorvidt du selv måtte hælde endte med uafgjort samarbejde.
Da vi havde hældt færdigt, begyndte du at kravle ned af din stol!  Du gad altså ikke spise mere.  WTF?!??!?!  To granvoksne mennesker faldt ned af deres lyserøde sky og måbede til hinanden hen over bordet.  Men ingen trusler og ingen tårer hjalp.  Du nægtede.  Og de to granvoksne havde forlængst manøvret sig op i et hjørne, med ryggene op ad væggen, dérhen hvor de HAR udtalt at du altså ikke kommer ned før du har spist det.  Ja, netop dét punkt. Dét punkt man aldrig skal ende ved.  Dér hvor man bliver nødt til at være konsekvent, men hvor man ikke har noget at skulle have sagt.

Så så man os, sammensvorne og sejrssikre, bøjet over det nederdrægtigste våben forældre har:

chokolade.
Jo, så dybt er vi sunket i vores konsekvens-obsession.  Vores pædagogiske rottefælde.  Usle og skamfulde som vi var, gumlede vi på Toffifee, mens vi fandt på kloge rationaliseringer af hvorfor det er helt på sin plads at bruge chokolade mod din svulmende vilje. Du slugte al din fisk, og alle dine ærter, til de stod dig ud ad næsen, og du afpressede os TO Toffifee, da du med ørneøjne havde taget mig i at tage én til.  Din vilje er virkelig stærk.

Jeg må citere en gammel pirat:


Jack Sparrow: "Put it away, son. It's not worth you getting beat again."
William Turner: "You didn't beat me.You ignored the rules of engagement! In a fair fight, I'd kill you!"
Jack Sparrow: "Well, that's not much incentive for me to fight fair then, is it?"

30. august 2012

"Mor, når du går i stykker...."

Det er rystende, når små børn begynder at tale om døden. 
Men du begynder at fornemme at der er noget dér. 

"Se David, det er Klintegården.  Der boede morfar da han var lille, og din oldefar og oldemor."
"Nå.....hvor er min oldefar?"
"Han er død"
"Nå......forfor?"
"Fordi han var meget gammel"
"Nå......hvornår er man gammel?"
"Når man har haft fødselsdag riiiiigtig mange gange, så bliver man gammel.  Når man får helt hvidt hår, og rynker.  Ligesom oldemor, hun er også gammel."
"Nåh.....går hun så i stykker?"
Samtalen bliver sværere for mig end for dig...

Der er noget stort, og du kan mærke at du ikke helt kan greje det.

En anden dag:
"Mor, i børnehaven fandt jeg en snegl!"
"Nå, hvad var det for en snegl?"
"Det var en død snegl!  Den var nok gammel"

Men du kan mærke at det er noget vigtigt, og at du må have styr på det:

En anden dag:
"Mor, er du gammel?"
"Ja, jeg er frygtelig gammel."
"Går du så i stykker mor?" (Den havde jeg ikke lige set komme)
"Nej da!"
"Jamen du er jo gammel!"
"Jah....men altså, jeg er ikke RIGTIG gammel.  Jeg går først i stykker (*dammit!!  Han har fanget i abstraktioner.*) ....altså jeg går jo først i stykker om riiiiigtig lang tid, først når du er blevet stor!"
"Nå.....ligeså stor som far?"
"Ja, større end far!"

Det er altså ikke godt nok mor, tænker du, men tier.

En anden dag:
"Mor....vi har kun én mor."
"Mmmmm....." (jeg sover)
"Iggå mor!?!"
"Jo da!"
Men når du bliver gammel og du går i stykker, så må vi altså købe en NY mor!"
 (*Hvad?!?!* Jeg sætter mig op i sengen.  Men så går det op for mig at du har fundet en brugbar -omend midlertidig- løsning. Hvor er børn kloge.)
"Ja min skat, det synes jeg i skal gøre.  Go' idé!"


18. august 2012

Håndbog i landliv #5

1.  Sørg for at dit kirsebærtræ er så højt, at du kun kan beundre de saftige, modne kirsebær nedefra.   Det sparer dig mavepinen.

2. Hvis du vil friske dine hvide lagner op med lidt farvestrint, så hæng dem til tørre under kirsebærtræet.

3. Inviter bedstemor på grillmad ved høsttid, så har du chancen for lige pludselig at få en gratis regn af fuldkornsdrys.


4. Et par dage efter høsten kan du invitere dine psykologkolleger fra byen til landlig hygge.  Så har bonden nemlig været ude og pløje hønselort ned i omgivelserne.

5. Bland dig ikke i hønsenes hakkeorden.  De narrer dig alligevel.

6. Gæt hvad det her går ud på:




14. august 2012

Forfor?

Ja, her er jo lidt stille i disse specielle specialedage.  At holde sig en blog, og en lille dreng, går ikke så godt  spænd med at skulle skrive 75 siders klogeri i de næste 2-3 måneder.  Det er der sådan set ingenting, der rigtig går i spænd med.  Det er derfor man har en tendens til at hægte sig lidt af, sådan generelt.
Men selvom her er stille, er der ikke stille i dit liv.  Din mund kører faktisk fra du åbner øjnene om morgenen til du lukker dem om aftenen.  Og det er endda en underdrivelse.  I morges oplyste du mig med dinglende hovede og øjne om, at jeg altså ikke skal sige "godmorgen David", fordi du altså hedder Frederik. 

Jeg forstår desværre efterhånden, hvorfor forældre i den grad hader "hvorfor"-alderen.  Jeg troede jeg ville føle mig klog, men i stedet føler jeg mig oftest ret dum, når du folder dig ud:

"Mor, hvorfor har du sko på?" 
"Det er fordi det er for koldt at gå med bare tæer her."
"Nåh.  Forfor?!"
"Det er fordi vi går på fliser, som er kolde."
"Nåh.  Forfor?!"
xxx

"Mor, må jeg få det dér slik?"
"Nej"
"Nå, forfor?"
"Fordi det ikke er vores slik, det er butikkens!"
"Nå, forfor?
"Fordi de har købt det, og hvis vi vil have det skal vi betale for det"
"Nåh.  Mor, skal vi ha det dér, der ligger i vores indkøbsvogn?"
"Ja..."
"Nåh.  Forfor?!"
xxx

"Mor, hvornår kører vi under Århus?"
xxx

"Mor, kan fars bil godt flyve?"
"Nej."
"Nåh.  Forfor?"
xxx

"Mor,  kan du godt huske dengang jeg var stor?"
"Neej, du har jo ikke været stor, du har kun været lille, og nu bliver du større og større."
"Nåh. Forfor?!"

xxx

"Mor, hvornår kan fars bil flyve?"
"Det kan den slet ikke"
"Jamen hvornåår?!"
"Aldrig"
"Jamen HVORNÅÅÅR SÅ???"
xxx

31. juli 2012

Logbog fra en krimi med happy end

8/7
Kan jeg skabe en krimi i mit eget liv, med vilje, uden selv at kende historiens slutning?
Kan en krimi have en happy end, lige meget hvordan den ender?  Eller taler vi så om et drama..
Fra læsesalen af ringer jeg til scanningsklinikker i hele landet.  Scanningsjordemødrene er på ferie -kun jeg står her og har brug for overspringshandlinger.

10/7 En scanner i Fredericia har tid til mig i dag.  Annette har også tid, hun har nemlig ferie og har intet mod en lille krimi.  Scanningsklinikken ligger i et meget praktisk industrikvarter lige ved motorvejen, over et autoværksted.  Jeg har hørt fra nogen, at det er det hyggeligste sted I VERDEN, men det må være en fejltagelse, eller vedkommende må leve et meget lidet hyggeligt liv.
Men hvad der ER hyggeligt er, at vi skal ind og se den lille frø der hopper og danser inde i min mave.  Godt nok på en stor fladskærm, men til gengæld i et stille rum, kun med os tre kvinder, der trods fladskærme og industri aldrig mister vores evne til at opfange og udstråle det ny livs magi.  Vi kan ikke lade være.  Vi er tre sensitive sattelitskåle, der spreder en lille højtidelighed og urgammel glæde i det lille rum, fordi vi ser på billeder af et ufødt barn, der hilser os med spjæt og spark fra en meget fremmed og fjern planet, lige derinde i min mave.


Men nu til det praktiske.  Har den lille frø en tap, eller har den ikke?  Jeg vender mig beslutsomt bort og kniber øjnene sammen så hårdt at jeg overbeviser mig selv om, at ingen overjordiske stråler kan komme ind, og ingen ubændig nysgerrighed kan komme ud.  Annette og scanningsjordemoderen får styr på de kolde facts, og efter ti sekunder er de klar til at skifte emne, og synsvinkel.  Det er jeg ikke!  Men jeg må vente....

11/7  Jeg kan ikke vente!  Jeg drømmer at det bliver en dreng.  En legekammerat til dig David.  En bror, som du kan have et hemmeligt rum med, som ingen hønemor kan røre ved.  Et rum der vil være jeres eget og give jer sikkerhed og selvtillid, og én at drikke en øl med.


21/7  Vi får fem høner og en hane til familien. Dermed står det 8 til 5 for pigerne.  Men jeg tvivler på at jeg kan få hønerne, Frida og den vrisne papegøjedame Lori til at synge salmer med mig til jul og flette blomsterkranse om sommeren, så indtil videre er det stadig dig David, der må stå model i mine fremtidsscenarier.


24/7 Jeg kan stadig ikke vente. Det er Torbens fødselsdag, og jeg afslører alt hvad jeg ved, nemlig at at jeg har set vores barn i et industrikvarter i Fredericia, at han eller hun ser sund og dejlig ud, og at Annette bærer på en nyhed så brandvarm, at hun må holde sig flere kilometer fra mig.  Hun er taget på surflejr til Anholt, den kloge pige. Jeg begynder at blive bekymret for vejret, for hvad hvis min hemmelighed (og Annette) blæser inde på Anholt?!

25/7 Solen skinner.
26/7 Solen skinner. 
27/7 Solen skinner, og hemmeligheden (og Annette) står trygt og i god behold hjemme i hendes køkken og bager en kage.
28/7 Det står ned i stænger.  Men da himlen lysner om aftenen sidder vi spændte rundt om Annettes kage. Tadikante, Unikris, Olke Baggebak, Sørne, Sofus og Bjørne, Mette og Jonas,  Tanja, og selvfølgelig os tre. Eva og Lea, der måtte tage hjem lidt for tidligt er hos os i tankerne, og Tante Bine og Torbento, Jens og Lars er på vej fra Tyskland.  Leefke sidder i Tønder og venter (alt for længe!) på en MMS.
Vi gætter.  Mens jeg hopper på stedet.  Mange gætter på en pige, blandt andet Torbenfar.  Men, det forsikrer han, det er ikke et gæt men en vished.  Torben opfanger sine helt egne stråler.
Du og jeg, vi gætter på en dreng.  Du fordi du selv er en dreng, og hvad skulle det så ellers blive?!
Jeg på grund af min drøm og Annettes tøvende "jah..." til scanningen.  Hun havde godt kunnet se løsningen på den sorte fladskærm.  Og gad vidst om ikke drømmen og mit gæt kom til mig for at hjælpe mig med at kunne glæde mig over begge dele, også hvis der bliver hemmelige rum i stedet for salmer og fletterier?

Torben skærer ned i kagen.  Jeg husker det ikke, men jeg gætter på der var meget stille.  Krimi-stille.  Han løfter kagen op.  Nej, først skærer han igen, ellers bliver det noget rod.  Så han skærer altså igen, og så løfter han kagestykket op.  Jordbærrene vælter ud.  Torbens vished bliver til vished, alle jubler, og jeg hopper op og ned.


David du er fri, vi venter os en datter som jeg kan flette julehjerter med, og synge sommersalmer.  Ja, krimien fortæller os jo at alt nok alligevel kommer til at gå helt anderledes end vi forestillede os, men det er nu alligevel dejligt at forestillingerne nu kan følge en vis logik. 

Stakkels Bjørn gættede også på en dreng.  Nu må han nøjes
med et enkelt blåbær fra toppen
.