26. marts 2020

Ivers kilde i telt

Min læserskare, dvs min mor, har bemærket at jeg har ytret noget der næsten lød negativt på min blog de sidste par indlæg.  Om vi går og er utilfredse?  Ja! Sådan godt gammeldags nedtrykt, bekymret og aldeles utilfreds!  Vi plejer nok at have det så ulideligt dejligt, at jeg sjældent har noget at beklage mig over.  Jeg skriver jo jævnligt herinde, at jeg må knibe mig i armen, fx traditionelt hvert år på min fødselsdag.  Så nu er der sket det, at der faktisk ikke rigtig var noget at råbe hurra for. Og alene det at være aldeles utilfreds, var en spændende ny oplevelse.

Desværre er jeg allerede røget tilbage i mit gamle trummerum af frejdighed og taknemmelighed. Familiens afdelinger på Avernakø, Samsø og Viborg har det godt, også selvom vi er hver for sig. Alt det andet er ligesom lidt underordnet. Videochatten gløder, vi sludrer og sludrer. Og smitter hinanden med grin.  På alle linjer diskuteres heftigt, hvad der nu er klogt at gøre “i disse coronatider”. Fredagsbar over højbedet? Konsultationer i hjemmet hos sårbare borgere?  Vi har venner der i ramme alvor mener, at der er alt for få smittede i Danmark, og at vi bør speede epidemien op. Andre, som os, holder os væk fra vores forældre, af frygt for at komme til at smitte dem. 
Der vokser tomatspirer og surdeje og rundtomkring, højbedene er glatte som barnenumser, alle bygger og regerer og skriver dagbog og tænder bål, og deles om tingene og hilser på afstand. Corona kommer til at udrydde husedderkopperne og sølvfiskene. Og naturen holder åbent og gør forårsklar, vi vader rundt i den og er ved at blive kvalt i frisk luft og ramsløg. I København har de gjort skovstierne ensrettet.

Aftenmenuen er tomatris og skumfiduser.
Endnu engang den smukkeste morgen i tusind år. 
2 happy campers. De har været på slangejagt, uden resultat, men hvem  går op i sådanne detaljer?
Morgenmad. David har lige opfundet bålstegte æbler. Om andre før ham har prøvet det, er aldeles irrelevant.