15. juli 2017

Ridetur

Hesten tvinger mig til absolut nærvær. Lige meget hvor lydløst mine viltre tanker prøver at flyve deres vej, så opsnapper Nikos' to satelit-sarte ører det. Han mærker hele mit kropssprog igennem sit skind. Ser en lille ukordineret bevægelse, en fejl i mine hænders synkrondans, en fejlfarve i mine øjnes spejl. Han lugter alle mine sorger og al min vrede og al min udelængsel, og han lader ikke tanken stikke af.

Jo, det lykkedes mig da at fiske nærværets fjende nummer 1 frem og tage dette billede af ham: 


Men i det øjeblik jeg trykkede på udløseren var han faktisk også ved at få en kamel på tværs på grund af bækken der lurer dér til venstre for os. 

Jeg kan tøjle dig hvis du tøjler mit sind, kære store fintfølende dyr.