Det er livet på kanten af mange ting, fx på bagkanten af tiden, fordi der er så langt hen til alting at man alt for tit bliver nødt til at ræse ned ad grusvejen med mudderet sprøjtende op ad baggklappen, og alt for sjældent har tid til at tage cyklen. Det er også somme tider et liv på kant med loven fordi man bare ikke kan få sig selv til at tage på en dagsrejse ind til byens jernbanebomme, bare for at komme over skinnerne, når nu man faktisk bor i byens bomhus.
Men somme tider er det også et liv på kanten af livet, der er utrolig mange ting der dør ude på landet, og det skal man lige vænne sig til. Skvalderkål, brændenælder, dræbersnegle, mus og rotter, hvepse, myrer....
| ...og spurve og andre småvæsener, der tror at sådan nogle katte da er nogle nuttede kæledyr... |
...somme tider dør der også næsten en papegøje, som fx Paulie der jævnligt beslutter sig for at stikke af, efter at vi jævnligt får den idé at vi godt kan studse et par af hans svingfjer for at han kan deltage i familielivet rundt omkring i haven.
Og det er så hyggeligt, lige til at beslutter at han sgu da godt kan flyve med de der korte fjer. Så flyver han væk, og det er jo ikke så godt for han kan faktisk ikke finde ud af at styre. Han er altid lige ved at styrte ned når han vil lande på en gren, og desuden ser han ud til kun at kunne flyve med fuld hastighed og i buer - opad.
| Her er han netop fløjet væk, på Davids fødselsdag. Han sidder oppe i en nyudsprungen bøg og griner - endnu |
| Fødselsdagsgæsterne er med ude at glo efter ham |
Så plejer han at sidde et par dage højere og højere oppe i forskellige lokale skovtræer mens han inderligt fortryder, og prøver at styrte af ned i haven, indtil han faktisk er så træt at det lykkes ham. Stakkels Paulie tænker vi så, og så går der altid mindst et år før vi igen tænker at vi sagtens kan studse hans fjer tilstrækkeligt til at han kan sidde hos os i haven.
Denne her gang kom han desværre også i slåskamp med et ukendt dyr, eller måske en gren eller mørket eller noget andet farligt. I hvert fald skreg han pludselig hjerteskærende oppe fra sin trækrone, og så blev der helt stille - lige bortset fra lyden af os, der gik rundt nede i tusmørket og kaldte og kaldte og kaldte. Det er sgu også et liv på randen af vanvid nogen gange. Næste morgen sad Paulie gudskelov stille som et dukkebarn i hyldebærbusken i vores indkørsel og ventede på at jeg bar ham hjem til madskålen og vennerne.