Kære Tib, i dag blev du børnehavebarn. En stor dag, som krævede store tårer.
Jeg hører egentlig til de mødre som normalt godt ved hvad situationen kræver, og forstår at skabe afslappet og glad stemning, og også selv kan slappe af i sit barns selskab. Tænk at det ikke er alle mødre der kan det. Jeg kan det! Undtagen i bestemte nøglesituationer i dit liv, åbenbart. I disse situationer gør jeg lige præcis alt hvad der kræves for at skabe det perfekte hysteri. I dag skabte jeg f.eks. en grundstemning af pirrelighed og dissonans ved at insistere overfor Birthe kontaktpædagog at blive der lidt med dig.
Så sørgede jeg for at stå lidt i vejen over det hele -så meget at børnene flokkedes og piskede en stemning op, og pædagogerne måtte ind efter en kande kaffe, så de kunne byde på en kop. På den måde sikrede jeg ligesom også at Birthes tid blev brugt på mig, og ikke på at lære dig at kende.
Og da jeg efterhånden mærkede at du blev mere og mere klyngende ombestemte jeg mig, og valgte at smide bomben: "nu skal mor ud og handle, og så kommer jeg igen bagefter og henter dig!" Buaaahhhh!!!!!! Og nu, i skrig og skrål og spark og hyl, overlod jeg dig til Birthe ("værsgo!"), og flygtede med mudderet klaskende op ad ryggen (Jojo, det er ikke en metafor, men en kombination af cykel, fart og regnvejr). Mens store fede tårer trillede ned ad dine store fede kinder. (Og mine).
Det gode ved at jeg ikke blev færdig med denne artikel i aftes er, at jeg idag kan tilføje at jeg tog mere besindigt afsked med dig, kun en lille fremskudt underlæbe (hos os begge, og sikkert også hos Birthe, for jeg forsømte ikke at afbryde hende midt i et tøjskift "Kan vi vinke farvel nu, jeg tror lige nu er det bedste tidspunkt").
Jeg hører egentlig til de mødre som normalt godt ved hvad situationen kræver, og forstår at skabe afslappet og glad stemning, og også selv kan slappe af i sit barns selskab. Tænk at det ikke er alle mødre der kan det. Jeg kan det! Undtagen i bestemte nøglesituationer i dit liv, åbenbart. I disse situationer gør jeg lige præcis alt hvad der kræves for at skabe det perfekte hysteri. I dag skabte jeg f.eks. en grundstemning af pirrelighed og dissonans ved at insistere overfor Birthe kontaktpædagog at blive der lidt med dig.
Så sørgede jeg for at stå lidt i vejen over det hele -så meget at børnene flokkedes og piskede en stemning op, og pædagogerne måtte ind efter en kande kaffe, så de kunne byde på en kop. På den måde sikrede jeg ligesom også at Birthes tid blev brugt på mig, og ikke på at lære dig at kende.
Og da jeg efterhånden mærkede at du blev mere og mere klyngende ombestemte jeg mig, og valgte at smide bomben: "nu skal mor ud og handle, og så kommer jeg igen bagefter og henter dig!" Buaaahhhh!!!!!! Og nu, i skrig og skrål og spark og hyl, overlod jeg dig til Birthe ("værsgo!"), og flygtede med mudderet klaskende op ad ryggen (Jojo, det er ikke en metafor, men en kombination af cykel, fart og regnvejr). Mens store fede tårer trillede ned ad dine store fede kinder. (Og mine).
Det gode ved at jeg ikke blev færdig med denne artikel i aftes er, at jeg idag kan tilføje at jeg tog mere besindigt afsked med dig, kun en lille fremskudt underlæbe (hos os begge, og sikkert også hos Birthe, for jeg forsømte ikke at afbryde hende midt i et tøjskift "Kan vi vinke farvel nu, jeg tror lige nu er det bedste tidspunkt").