Torben og jeg var virkelig tålmodige, men på et eller andet tidspunkt begyndte vi at kede os, og da det blev for kedeligt at kede sig fandt vi på at gemme os bag en hæk for at se om du ville finde os. På det tidspunkt var du begyndt at kaste småsten i en vandpyt. Magisk.
Minutterne gik. Du havde ikke øjne for dine forsvundne forældre. Heller ikke for den larmende somalske storfamilie der tromlede lige forbi / hen over dig. Da vi ikke kunne holde os i ro traskede vi hen over gårdspladsen, til en ny hæk. Du løftede ikke engang hovedet!
Da det blev for kedeligt at kede sig over den kedelige leg vi havde fundet på i vores kedsomhed, blev vi nødt til at krybe til korset og give op. "barnet vinder", mumlede vi, og blev enige om at det var godt du ikke selv vidste noget om at du havde vundet. Du brølede da vi hankede op i dig og moslede hen mod påskelammene.
![]() |
| "SE NU det søde lam, grrrr!" |
